Søren Pape: Fremryk håndværkerarbejde på coronalukkede kontorer, skoler og institutioner

Borgmesteren i Ikast-Brande Kommune er ikke just begejstret for idéen.

Søren Pape foreslår kommuner at fremrykke planlagt håndværkerarbejde.
Søren Pape foreslår kommuner at fremrykke planlagt håndværkerarbejde.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Størstedelen af landsdelens offentlige bygninger står tomme. Samtidig risikerer private virksomheder at måtte fyre ansatte, fordi ordbogen pludselig er tom eller tynd på grund af corona.

Men det mener formand Søren Pape Poulsen fra de Konservative at have en løsning på.

- Det er helt åbenbart, at lige nu, hvor folkeskoler, daginstitutioner, ungdomsuddannelser og administrationsbygninger stort set står tomme, skal kommunerne - for at holde den private sektor i gang - fremrykke opgaver omkring service og vedligehold samt tømrer-, elektriker- og malerarbejde. Ryk det frem - man får aldrig en bedre mulighed for det end nu, lyder det fra formanden.

Ikast-Brande Kommune har allerede besluttet - for at hjælpe leverandørerne - at betale regninger, som egentlig godt kunne vente. Men coronakrisen er også overvældende for kommunerne.

- Man skal prøve at forestille sig, hvor voldsom en opgave det har været for kommunerne indtil nu, hvad der er sket de seneste 4-5 dage. Vi har kriseberedskab siddende, og hvis jeg kom en morgen og foreslog cheferne, at vi skulle finde nogle ting at investere i, så tror jeg simpelthen, de ville falde bagover. Jeg tror, man lige skal tage den med ro, siger borgmester Ib Lauritsen.

Søren Pape Poulsen har tidligere været borgmester i Viborg Kommune og kender godt til kommunernes arbejdsvilkår. I hvert fald i det daglige.

- Selvfølgelig har de nok at se til, men der sidder også mange tusinde i vores kommuners administration, og jeg går ud fra, at der på rigtig mange områder i vores institutioner allerede er renoveringsplaner og serviceaftaler, så det handler om at gå dem igennem, løfte røret og kontakte håndværkerne og fremrykke de opgaver, man i forvejen har budgetteret med. Det er særlige tider, og det kalder på, at vi gør alt, hvad vi kan for at holde virksomhederne i gang. Alternativet er, at den offentlige kasse skal finansiere endnu flere, der står uden arbejde, afslutter han.

Pape Poulsen roser i øvrigt den trepartsaftale, der søndag blev præsenteret som hjælp til både lønmodtagere og arbejdsgivere. Nu skal opmærksomheden rettes mod de mindre erhvervsdrivende og enkeltmandsvirksomheder, mener han.

3:05
Den konservative formand vil have kommunerne i gang med at investere for at redde leverandørerne.