Pædagog smittet med corona: Børnehave og fire skoleklasser sendt hjem

En medarbejder er formentlig blevet smittet til en fest. Nu er alle børnehavebørn og de fire mindste årgange i Stauning Skole sendt hjem.

De mindste elever i Stauning Skole og Børnehus er sendt hjem.
De mindste elever i Stauning Skole og Børnehus er sendt hjem.
Foto: Nicklas Tägtström Møller, TV MIDTVEST

Fredag eftermiddag er alle børnehavebørn i Stauning Børnehus og alle elever i 0. til 3. klasse fra Stauning Skole sendt hjem. Det skyldes, at en pædagog er testet positiv for coronavirus. Det oplyser Ringkøbing-Skjern Kommune.

Pædagogen var til en fest i weekenden, hvor det senere har vist sig, at en af de øvrige deltagere var syg. Herefter blev hun selv testet, og den test har nu vist sig at være positiv. 

Pædagogen havde dog nået at være på arbejde både mandag og tirsdag og kan derfor have smittet nogle af eleverne.

- Den smittede medarbejder arbejder i både børnehaven og SFO'en, og da næsten alle elever til og med 3. klasse er tilknyttet SFO'en, har vi valgt at sende alle hjem. Selvom det ikke er alle børnene, der har været i SFO'en, så har de været i tæt kontakt med de børn, der har, siger skoleleder Jakob Agerbo.

Der går 32 børn i børnehaven og cirka 60 elever i de fire yngste klasser i skolen. Dermed er cirka 90 elever i alt sendt hjem.

Alle børn i børnehaven og op til og med 3. klasse er sendt hjem hele næste uge, og børnene skal derfor som udgangspunkt møde ind igen mandag den 28. september. Dog således at Sundhedsstyrelsens retningslinjer og anbefalinger om at møde op i dagtilbud og skole overholdes.

- Vi ved, at der er mange, der skal testes, og at der kan gå lidt tid, inden man får svar. Så selvom det er et effektivt system, så går der nogle dage, før vi ved, om der er flere, der testes positive. Derfor har vi valgt, at sige, at vi fjernunderviser eleverne til og med 3. klasse hele næste uge med, og så møder børnene ind fra mandag i uge 40, siger Jakob Agerbo.

Skolen i Stauning er den seneste skole her i landsdelen, der har sendt hele skoleklasser hjem på grund af mistanke om corona. Herunder kan du se de nyeste tilfælde eller vælge mellem kommunerne og se, hvilke skoler, der har været ramt.