Regionen skruer op for coronaservicen: Nu får 5000 borgere tilbudt at blive vaccineret hjemme

I et forsøg på at nå så mange borgere som muligt, så giver Region Midtjylland, kommunerne og de praktiserende læger nu mulighed for, at ældre og sårbare borgere kan blive vaccineret hjemme.

8,5 procent af alle borgere i regionen har fået første eller begge skud coronavaccine. (Arkivfoto)
8,5 procent af alle borgere i regionen har fået første eller begge skud coronavaccine. (Arkivfoto)
Foto: Frank Cilius / Ritzau Scanpix

Coronavaccinationerne er i fuld gang i hele landet, men nu skruer Region Midtjylland op for servicen, når 5000 borgere i disse dage får mulighed for blandt andet at blive vaccineret hjemme.

- Det er fuldstændigt frit, om man vil vaccineres. Men det handler for os om at sikre, at alle, der gerne vil vaccineres, også kan blive det, fortæller regionsrådsformand, Anders Kühnau (S).

Der kan ifølge regionen være flere grunde til, at nogle borgere endnu ikke har taget imod deres tilbud om at få en coronavaccine. Nogle ønsker måske slet ikke at blive vaccineret, mens nogle ældre borgere måske har svært ved at få bestilt tid til vaccination på nettet og derfor har opgivet. Andre kan måske ikke komme hen til vaccinationsstederne – enten på grund af manglende transportmidler eller fordi, de er sengeliggende.

- Og dem vil vi nu gerne have hjulpet sammen med kommuner og praktiserende læger. Det kan eksempelvis være med hjælp til transport, it-støtte til at bestille tid, vaccination i hjemmet eller måske en aftale om, at vaccinationen kan ske hos en praktiserende læge, forklarer Anders Kühnau til TV MIDTVEST.

2:31
I sidste uge blev det hidtil højeste antal borgere vaccineret mod covid-19 på én dag. Men ikke alle kan fysisk komme til et af landsdelens vaccinationscentre.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Første hjemmevacciner blev givet i dag

Alle 19 kommuner i Region Midtjylland er i denne uge gået i gang med at kontakte borgere, der ikke har taget imod deres vaccinationstilbud. Og i dag blev de første hjemmevaccinationer så givet i Ikast-Brande og Randers Kommune.

- Det er gået rigtig godt. Vi har i dag vaccineret fire borgere i Ikast, som ikke har mulighed for at komme ud af deres eget hjem, og i den kommende uge fortsætter vi så rundt i de andre kommuner, forklarer Dagny Kloster, der er leder af vaccinationsafdelingen i Hospitalsenhed Vest.

Hjemmevaccinationerne bliver givet af praktiserende læger eller mandskab fra Region Midtjyllands præhospital, og tilbuddet henvender sig til borgere i gruppe to – altså personer over 65 år, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp – og til gruppe tre, som tæller borgere over 85 år.

I dag har 112.939 midtjyder fået begge eller første stik med coronavaccinen. Det svarer til 8,5 procent af alle borgere i regionen. Og nu bliver nogle af de dyrebare dråber altså også givet i borgernes eget hjem.