Nu kan ældre på plejecentre i Holstebro igen få besøg

I løbet af næste uge vil Holstebro Kommune igen åbne op for, at pårørende kan komme besøg på kommunens plejecentre. Men det bliver med begrænsninger og forbehold.

Da Morsø Kommune lukkede op for besøg på plejecentrene  den 24. april, forgik det gennem et vindue på klem.
Da Morsø Kommune lukkede op for besøg på plejecentrene den 24. april, forgik det gennem et vindue på klem.
Foto: Anders Meyer.

Flere midt- og vestjyske kommune har allerede åbnet op for udebesøg på plejecentrene, men i Holstebro Kommune har der indtil nu været lukket helt ned for besøg.

Det bliver der dog ændre på nu. Social- og Sundhedsudvalget i kommunen har i dag besluttet at åbne for besøg på plejecentrenes udearealer. Men det bliver med begrænsninger og først fra næste uge.

- Plejecentrene skal have mulighed for at planlægge, hvordan besøgene kan foregå forsvarligt hos dem. Der er mange forudsætninger, som skal være på plads. Derfor er det ikke sikkert, at alle plejecentre åbner for udebesøg på samme dag. Men alle er i gang med planlægningen og åbner i næste uge, siger social- og sundhedsudvalgets formand, Jens Kristian Hedegaard.

Besøgene bliver alle udendørs og må maksimalt vare en halv time.

Mange smittede i Holstebro

Holstebro Kommune er et af de steder i landet, hvor flest er blevet smittet og indlagt med corona-virus. Desuden har både beboere og personale på to af kommunens plejecentre været smittet med Covid-19.

- Det er vigtigt, at vi tager højde for det høje smittetryk i kommunen og fortsat beskytter beboerne bedst muligt mod at blive smittet. Så vi anvender et forsigtighedsprincip. Og besøgene skal foregå under hensyntagen til rammer og forhold på det enkelte plejecenter, understreger Jens Kristian Hedegaard.

Indtil videre er der stadig forbud mod indendørs besøg på alle landets plejecentre.