Myndigheder blev advaret i 2017 om viruspandemi

En rapport fra 2017 forudsagde en corona-lignende pandemi. DF kritiserer, at Danmark blev "taget på sengen".

Ifølge Dansk Folkeparti burde man have haft en klarere strategi for blandt andet anskaffelse af test og værnemidler (Arkivfoto). Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

Danske myndigheder blev allerede i 2017 i Beredskabsstyrelsens seneste risikorapport advaret mod en viruspandemi, der ligner den, vi har set med coronavirusset.

I rapporten kaldet "Nationalt Risikobillede" bliver 13 risikoscenarier listet op.

Læs også Coronaafsnit lukker ned i Herning og Viborg – lægefaglig direktør ånder lettet op

Et af risikoscenarierne er en ny sygdom, som er anderledes end influenza, og som vil kunne belaste sundhedsvæsen og eksempelvis lægge pres på intensivpladser.

Den vil føre til sygdom blandt personale og skade samfundsøkonomien.

Der står også, at en pandemi kan føre til personalefravær på arbejdspladser, og i ekstreme tilfælde kan den udfordre opretholdelsen af mange aktiviteter, der sikrer samfundets funktionsdygtighed.

Tre år senere er Danmark altså ramt af coronapandemien.

Hos DF siger folketingsmedlem Morten Messerschmidt, at det er "bekymrende", at man trods advarslen tilsyneladende var for dårligt forberedt på coronapandemien.

- Det er bekymrende, så præcist Beredsskabsstyrelsen var i stand til at at forudse den udfordring, vi står i nu, og hvor dårligt forberedt Danmark var.

- Det har afstedkommet store udgifter. Men det har også kostet menneskeliv, at man er blevet taget på sengen. Det er bekymrende, hvis man ikke lytter til den slags forudsigelser, siger han.

Morten Messerschmidt har netop stillet spørgsmål til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), om og hvad man i 2017 gjorde på baggrund af vurderingen.

Læs også Blodbanker stopper med at teste for antistoffer mod corona

Det vil Magnus Heunicke besvare i juli, skriver han i et svar til DF'eren.

Magnus Heunicke har tidligere sagt, at myndighederne har lavet fejl i deres håndtering af coronavirusset.

Blandt andet har han sagt, at strategien om at teste fortrinsvis alvorligt syge i starten var forkert.

Man burde have testet langt flere.

Der har flere steder i løbet af epidemien i Danmark været mangel på værnemidler.

Siden epidemiens start i Danmark har man dog ændret strategi. Man tester nu langt flere og har også oprustet på beholdningen af værnemidler.