Holstebro Kommune skal igen hjemsende medarbejdere: - Vi skal gøre det rigtigt og ikke bare hurtigt

Næsten 500 medarbejdere i Holstebro Kommune måtte i foråret vænne sig til at arbejde hjemmefra. Nu skal kommunen igen indstille sig på at sende medarbejdere hjem.

I Holstebro Kommune skal de igen til at sende medarbejdere hjem efter nye retningslinjer for at begrænse smitten med coronavirus.
I Holstebro Kommune skal de igen til at sende medarbejdere hjem efter nye retningslinjer for at begrænse smitten med coronavirus.

De fleste af os var nok lige begyndt at vænne sig til at være tilbage på arbejde ovenpå coronanedlukningen. Men på et pressemøde fredag meldte statsminister Mette Frederiksen (S) ud, at alle privat og offentligt ansat i videst muligt omfang igen skal arbejde hjemmefra.

- Min fornemmelse er, at det her kommer til at vare rigtig længe, så vi skal have fundet en god balance i det, vi gør, siger Lone Becker Kjærgaard, som er direktør for Social og Sundhed i Holstebro Kommune.

Lone Becker Kjærsgaard fortæller, at de i kommunen venter på at få at vide, hvad de nye retningslinjer præcis indebærer, før de begynder at sende medarbejedere hjem.

- Vi vil i direktionen sætte os ned og tænke os rigtig godt om, så vi gør det rigtigt og ikke bare gør det hurtigt. Så vi afventer også lige, at vi får nogle retningslinjer om, hvad det er, vi konkret skal forholde os til.

Ikke total nedlukning

Den 12. marts blev næsten alle ansatte i Holstebro Kommune sendt hjem for at arbejde. 500 medarbejdere arbejdede hjemme indtil slutningen af maj, hvor de begyndte at vende tilbage til arbejdspladsen.

Ifølge Lone Becker Kjærsgaard er det vigtigt at huske, at statsministerens melding betyder, at det er nødvendigt med flere restriktioner, end der er i øjeblikket, i højere grad end det betyder fuld nedlukning som i foråret.

- Det er min helt klare forventning, at vi skal sende færre hjem denne gang i forhold til sidste gang. På det tidspunkt lukkede vi rigtig meget ned, og det er ikke Mette Frederiksens intention, at vi skal lukke samfundet ned igen, det er jo netop, hvordan vi finder balancen.

De nye nationale restriktioner gælder foreløbigt frem til den 4. oktober.