Grundfos lægger produktionen om - vil lave 5.000 ansigtsvisirer i døgnet

Produktionen i Bjerringbro kan levere 5.000 ansigtsvisirer i døgnet som hjælp til det danske sundhedsvæsen i kampen mod coronavirus.

De er kendt for deres pumper verden over. Men nu går Bjerringbro-virksomheden Grundfos i gang med at pumpe ansigtsvisirer ud til det danske sundhedsvæsen.

36 timer efter en henvendelse fra Lægemiddelstyrelsen havde et produktionshold på Grundfos prototypen på visirer klar. Og i dag bliver der så for alvor skruet op for produktionen.

Op til 5.000 visirer vil – alt efter efterspørgslen – rulle ud per døgn, så personalet i pleje- og sundhedssektoren kan holde sig selv og patienterne beskyttet mod coronasmitte.

- Vores medarbejdere er trænet og dygtige til at omstille sig for at løse et akut problem. Så derfor har det kun taget et par dage det her, på trods af, at vi også er ramt af ikke at kunne sidde sammen her i virksomheden, siger Divisionsdirektør i Grundfos, Morten Bach Jensen.

- Vi fortsætter selvfølgelig samtidig med at producere pumper. Men med den situation vi står i, så ville vi gerne bidrage med noget, siger Morten Bach Jensen.

Produktionen i Bjerringbro kan levere 5.000 ansigtsvisirer i døgnet som hjælp til det danske sundhedsvæsen i kampen mod coronavirus.
Produktionen i Bjerringbro kan levere 5.000 ansigtsvisirer i døgnet som hjælp til det danske sundhedsvæsen i kampen mod coronavirus.
Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST

Leverancen af værnemidler omfatter også udlandet i områder, hvor Grundfos har produktion. På mandag leverer fabrikken i Frankrig eksempelvis 2.500 visirer til et lokalt hospital.

- Jeg er utroligt stolt over vores dygtige kollegaer, der har fået det her op at køre så hurtigt. Det er helt afgørende, at alle byder ind med løsninger, hvor de kan, så vi kan støtte vores sundhedspersonale i kampen mod coronavirus. Vi er klar til at gøre, hvad der står i vores magt, siger Morten Bach Jensen.

 
 
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Nemt at bruge

En afgørende faktor i udviklingen af visiret har været, at det skulle være nemt at producere og nemt og bekvemt for sundhedspersonalet at bruge. Visiret består af et stykke almindeligt A4-folie, som bliver sat fast på en plastikbøjle, der er 3D-printet i det tidlige projektforløb men nu klar til at blive produceret i et traditionelt plastværktøj.

- Vi har brugt 3d-print til prototypen. Men den teknologi har sin begrænsning, når man skal lave mange, så har man brug for plastsprøjte -og støbeteknologi. Og det har vi her, så vi nu kan producere 5.000 visirer i døgnet, siger Morten Bach Jensen.

- Vi har taget udgangspunkt i et standardprodukt som A4-folie, så det bliver lettere at producere visiret. Man kan klippe hul i folien med en almindelig hulmaskine og klikke den på bøjlen, forklarer Torben Buch Rasmussen, der leder holdet bag værnemidlet, som er udviklet til at kunne masseproduceres.

- Det fylder meget i vores virksomhed, at vi tager socialt ansvar. Vi kan hjælpe med at producere en mangelvare, og det er ikke noget, vi skal tjene penge på. Det er bare et forsøg på at hjælpe, tilføjer han.

Ny taskforce på vej

Det er planen, at Grundfos skal være med i en ny taskforce, som bliver koordineret af Dansk Industri. Her skal flere store danske virksomheder forsøge at udvikle dele til medicinaludstyr, der kan komme til at mangle i det danske sundhedsvæsen. Lars Frelle Petersen, direktør i Dansk Industri, er imponeret over indsatsen.

- DI har nu fået henvendelser fra 170 virksomheder, som vil hjælpe med værnemidler og medicinsk udstyr. Det er et helt enestående samfundssind, der udvises fra Grundfos og andre private virksomheder.

- Mange er i forvejen pressede af krisen på likviditet og bemanding, og vi går alle en usikker økonomisk fremtid i møde, alligevel stiller de her virksomheder op for samfundet, siger han.

Grundfos fortsætter med at producere 5000 visirer om dagen, så længe der er et behov for det.