Genåbning af fysioterapeutklinikker: - Det er helt vildt vigtigt for vores patienter

I dag blev hverdagen lettere for de mange patienter, der er afhængig af behandling og træning hos en fysioterapeut.

Sanne Jensen er regionsformand for Danske Fysioterapeuter i Region Midtjylland.
Sanne Jensen er regionsformand for Danske Fysioterapeuter i Region Midtjylland.
Foto: Lasse Dieckmann, TV MIDTVEST

Mandag var en glædens dag for mange, fordi flere erhverv kunne åbne. Et af de steder, hvor glæden var ekstra stor, er hos landets fysioterapeuter.

For selv om de hele tiden har haft mulighed for at holde åbent, så har det været i begrænset omfang, og der er mange patienter, der ikke har fået deres behandling.

- Det er helt vildt vigtigt for vores patienter. Med de nye retningslinjer har vi nu mulighed for at tage flere patienter ind til behandling, siger Sanne Jensen, der er regionsformand for Danske Fysioterapeuter i Region Midtjylland.

Det er især kroniske syge patienter, der har manglet deres faste besøg hos fysioterapeuterne. Mange af dem er svage og derfor er særlig sårbare over for coronavirus. Derfor har mange også selv vagt behandlingen fra.

- Livskvaliteten kan i allerhøjeste grad blive forringet, hvis man ikke får behandling. Det kan både være noget med smerter, der gør ens livskvalitet meget dårligere, men det kan også være funktionsniveauet, der falder, forklarer Sanne Jensen.

"Løsnet igennem"

En af dem, der i dag fik behandling var Peder Tang Sørensen fra Roslev.

Han har sclerose og får normalt fysioterapeutbehandling to gange om ugen.

- Jeg blev løsnet igennem, så det, håber jeg, kan hjælpe mig, så jeg bliver lidt lettere til bens, siger han.