Corona-smitten stiger i Vesthimmerland: Nyt testcenter kan være på vej

Vesthimmerland har sammen med Thisted lige nu det højeste incidenstal i Region Midtjylland. Kommunen opfordrer derfor besøgende på plejecentre om at lade sig teste og håber endnu et testcenter åbner.

Det stigende smittetal bekymrer borgmesteren i Vesthimmerland Kommune.
Det stigende smittetal bekymrer borgmesteren i Vesthimmerland Kommune.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

Smitten stiger i Vesthimmerlands Kommune. 

De sidste syv dage er 66 borgere blevet smittet med coronavirus og incidenstallet er steget til 181,7. 

- Det skyldes tre tilfælde i slutningen af efterårsferien, hvor der var komsammener, hvor nogle borgere blev smittet, og det har nu bredt sig. I weekenden fik vi hjælp af smitteopsporing, så nu kender vi omfanget, siger Per Bach Laursen, borgmester, Vesthimmerlands Kommune. 

11 sogne har for høj smitteprocent, blandt andet Aalestrup, hvor der siden i går er 11 nye smittetilfælde.

Grænserne for tiltag afhænger af tre ting, der alle skal være opfyldt. Men selvom ingen sogne i kommunen opfylder de tre kriterier, så har de alligevel valgt at tage situationen alvorligt.

- Vi koncentrerer os om vores plejecentre. Med den aldersgruppe, der er smittet, er der måske nogen, som måske kunne have lyst til at besøge nogen pårørende. Derfor opfordrer vi dem til at blive testet, inden de besøger dem. Det er egentlig det eneste tiltag, vi har gjort, og det eneste, vi synes, der er nødvendigt, fortæller borgmesteren. 

Udover at opfordre borgerne til at lade sig teste forud for besøg på plejecentrene, så åbner et nyt testcenter også. Lige nu er det nemlig kun muligt at blive testet i Aars.

- Vi har her til morgen anmodet Region Nordjylland, om at få et pop up-testcenter mere for at sikre, at det også er tilgængeligt for borgerne at komme ud og få en test. 

Vesthimmerland Kommune forventer svar fra Regions Nordjylland senere i dag, men hvornår testcenteret åbner er endnu uvidst.

- Det er et godt spørgsmål. Det ligger hos regionen, men så hurtigt som muligt. Borgerne ved godt, at vi har en situation, som vi skal have taget hånd om, og derfor efterspørger man også test. Det glæder mig rigtig meget, for det er det, som skal til for at få inddæmmet eventuelt nye smittede. 

Det nye testcenter kommer til at ligge i Aalestrup, Løgstør eller Farsø.