Vil fjerne omstridte trappetrin

Vil fjerne omstridte trappetrin

Formanden for teknisk udvalg i Thisted vil ikke have flere faldulykker og mener derfor, at man skal fjerne omstridte trappetrin.

Formanden for Miljø- og Teknikudvalget i Thisted Kommune, Henning Holm (A), foreslår nu, at man sløjfer de trappetrin på JP Jacobsens Plads i Thisted, der har været skyld i flere faldulykker.

- Vi har gjort mange ting for at gøre det mere sikkert, men folk bliver ved med at falde, og derfor mener jeg, at vi skal tage konsekvensen ved at fjerne trinnene og i stedet lave en jævn skråning. Nu vil vi ikke have flere ulykker, siger Henning Holm til tvmidtvest.dk.

Forvaltningen i Thisted Kommune er ved at lave et bud på, hvad man kan gøre med de omstridte trappetrin, og Henning Holm regner med, at sagen kommer på dagsordenen i udvalget den 29, april.

Anker ikke dom om erstatning

Samtidig har Thisted Kommunes forsikringsselskab besluttet ikke at anke den dom, der fastslår, at kommunen skal betale erstatning til Vivi Myrup Pedersen, som i 2010 faldt på trappen og slog sit knæ. Siden da har hun haft store smerter og kan ikke passe et normalt arbejde.

Vivi Myrup Pedersen er meget glad for kommunens beslutning om ikke at anke - efter tre års kamp har hun nu endeligt udsigt til at få udbetalt erstatningen.

- Nu håber jeg, at trapperne bliver lavet om eller fjernet, så andre ikke skal være bange for at falde, siger Vivi Myrup Pedersen til TV/MIDT-VEST.

Det er endnu ikke besluttet, hvor stor hendes erstatning bliver.

TV/MIDT-VEST sendte den 5. april dette indslag om Vivi Myrup Pedersen, der faldt på de omstridte trappetrin: