Tre mænd anholdt for overfald på SKAT-medarbejder

I marts måned blev en 37-årig SKAT-medarbejder overfaldet udenfor sit hjem ved Silkeborg. I dag har Midt- og Vestjyllands Politi anholdt tre mænd.

Foto: Scanpix

Tre mænd bosiddende i København er i dag blevet anholdt i forbindelse med overfaldet den 14. marts på en medarbejder fra SKAT. Den 37-årige kvinde fra Bording mellem Ikast og Silkeborg blev overfaldet udenfor sit hjem. 

De tre mænd er henholdsvis 28, 36 og 47 år gamle. De sigtes for at have planlagt og udøvet vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter imod nogen i offentlig tjeneste eller hverv.

Ved overfaldet brækkede kvinden både ribben og kæbe efter knytnæveslag i både hoved og på kroppen. 

Læs også Skattemedarbejder overfaldet udenfor sit hjem ved Silkeborg

Midt- og Vestjyllands Politi skriver i deres pressemeddelelse: "Politiet er af den opfattelse, at overfaldet fandt sted som følge af kvindens arbejde i SKAT."

Skatteminister Karsten Lauritzen sagde i forbindelse med episoden i marts følgende til Ritzau.

- Vold og overfald på myndighedspersoner er aldeles uacceptabelt - uanset, om det er skattemedarbejdere, politifolk, sociale sagsbehandlere eller noget helt fjerde.