Trafikulykke ved Vildsundbroen

Trafikulykke ved Vildsundbroen

En 42-årig motorcyklist kom alvorligt til skade under en ulykke ved Vildsundbroen fredag formiddag

To biler og en motorcykel var fredag formiddag omkring klokken 9.30 involveret i en voldsom ulykke ved Vildsundbroen.

En bil holdt stille på vejen, fordi den skulle svinge til venstre ad Sundbyvej, da en anden bil pludselig kørte op bag i den.

Den påkørte bil blev skubbet over i den modsatte vejbane, hvor den ramte en modkørende motorcyklist.

Kom alvorligt til skade

Føreren af motorcyklen, en 42-årig mand fra Thisted, kom alvorligt til skade under ulykken. Han er indlagt på sygehuset i Aalborg med blandt andet et brud på benet, men er dog udenfor livsfare.

Ulykken skabte lange køer på A26 ved Vildsundbroen fredag formiddag, indtil oprydningsarbejdet var færdigt ved 11-tiden.