Sponsorer: Eksponeringen bliver langt mindre

Hovedsponsor for Silkeborg IF, Mascot Workwear, sunder sig efter klubbens nederlag og nedrykning til første division. Det samme gør JYSK som sponsor for klubbens nye stadion.

JYSK park med plads til 10.000 publikummer blev indviet sidste sommer og nåede knap en hel sæson som superliga-stadion. Foto: Claus Jensen, TV MIDTVEST

Hovedsponsor for Silkeborg IF er arbejdstøjsproducenten Mascot i Silkeborg. Her ønsker administrerende direktør Michael Grosbøl i dag ikke at stille op til interview, men han skriver i en mail til TV MIDTVEST, at nedrykningen er en trist nyhed.

Der er ingen ændring. Det er et langsigtet sponsorat, og det bliver vi selvfølgelig i. 

Rune Pedersen, Kommunikationsdirektør, JYSK

- Jeg er naturligvis på alle områder ked af den. Både på vegne af holdet, fansene, byen generelt og naturligvis også Mascot. Tager jeg de professionelle briller på, siger det sig selv, at eksponeringsværdien for et hold i 1. division er langt lavere end for et hold i Superligaen, skriver han.

Om det får betydning for virksomhedens fremtidige sponsorat af klubben vil direktøren altså ikke ind på. Mascot har siden august 2011 været både hovedsponsor og stadionsponsor i Silkeborg IF, og aftalerne har været forlænget i et par omgange. Den nuværende gælder til sommeren 2019.

Læs også Milliontab efter nedrykning: - Det er næsten til at kaste op over

JYSK: Nedrykning får ingen betydning

Hos JYSK, der er sponsor på klubbens nye hjemmebane JYSK park, som blev indviet sommeren 2017, ærgrer de sig over, at der ikke bliver Superligafodbold på stadionet den kommende sæson. 

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at der ikke skal spilles superligafodbold på Jysk park næste år, men sådan er det jo også at være sponsor for et sportshold. Det er jo det, vi alle sammen godt kan lide ved sport, det er, at man ikke ved hvordan det går, siger Rune Pedersen der kommunikationsdirektør i JYSK.  

Han erkender, at der er stor forskel på eksponeringen for en sponsor, når klubben rykker ned, men han fastslår, at det ikke får betydning for virksomhedens sponsoraftale med klubben.

- Det er klart, at der er en forskel på, hvor eksponeret vi er, kva at alle superligakampe bliver vist på tv og får noget mere omtale end kampe i 1. division, så på den måde, så er det selvfølgelig ærgerligt. Men det er et langsigtet sponsorat, vi har, så vi er sikker på, at der kommer til at blive spillet superligafodbold på JYSK park igen, siger han.

Læs også Silkeborg ude af Superligaen: - Det er tungt