Solcelleejere føler sig snydt: - Vi investerede i god tro

Solcelleejere føler, politikere er løbet fra en lukrativ aftale, som blev indgået tilbage i 2012. Det billede kan formanden for energi-, forsynings- og klimaudvalget dog ikke genkende.

- Hvad bliver så det næste? Vi kan ikke regne med noget som helst fra politikernes side, lyder det fra solcelleejer Martin Mellerup.
- Hvad bliver så det næste? Vi kan ikke regne med noget som helst fra politikernes side, lyder det fra solcelleejer Martin Mellerup.
Foto: TV MIDTVEST

Skulle det være en omgang solceller på en lukrativ aftale med nedsatte afgifter og momsafregning én gang om året?

Den aftale takkede omkring 85.000 danskere ja til tilbage i 2012, men nu vil Energistyrelsen tvinge solcelleejerne over på en ny aftale, som i sidste ende gør det dyrere for ejerne at have cellerne installeret.

Martin Mellerup fra Kjellerup hoppede selv med på solcellebølgen for seks år siden, fordi han blevet lovet en god investering.

- Vi har investeret i en god tro til, at vi havde en økonomi, der kunne hænge sammen i investeringen.

- I stedet for oplever vi, at vores investerings tilbagebetalingstid bliver længere og længere, siger Martin Mellerup.

Takkede ja til særlig aftale

Fra 2010 til november 2012 investerede Martin Mellerup og de 85.000 andre interesserede i solceller på en særlig aftale.

En aftale, der betyder, at solcelleejerne kan gøre forbruget op én gang årligt, så den ekstra strøm, der bliver produceret om sommeren kan modregne forbruget om vinteren. Aftalen sparer også ejerne for PSO-afgift, elafgifter og moms.

Men politikere lukkede senere for den fordelagtige aftale, men lovede samtidig, at de der havde fået installeret solcellerne på den gamle ordning kunne køre videre på samme aftale de næste 20 år.

Som reglerne er nu, skal momsen dog betales løbende i stedet for én gang om året, og derfor har solcelleejernes forening, DENFO, stævnet energi-, forsynings- og klimaministeren for at løbe fra aftalen.

- Regeringen og alle deres offentlige myndigheder kan ikke opsige aftalen. Det er kun solcelleejerne selv, der kan det. Det står i de papirer, vi skrev under på i 2012 til Energinet, siger Michael Hvitfeldt, der er formand for DENFO.

Formand: - Vi er ikke løbet fra nogen aftale

Formanden for energi-, forsynings- og klimaudvalget, Thomas Danielsen (V), genkender ikke beskyldningerne om løftebrud.

Han mener, at ændringerne for afregningen af moms ligger udenfor aftalen.

- Den aftale vi lavede indeholder de forhold, der drejer sig om elafgifter og PSO-afgifter, og den holder vi fast ved. Vi har derudover givet lov til at lave momsafregning på årsbasis, men det har landsskatteretten afgjort, at vi ikke kunne.

- Det var heller ikke en del af aftalen, så vi er ikke løbet fra nogen aftale, men det betyder, at de her solcelleejere får en ekstraregning på mellem 200 og 500 kroner om året, forklarer Thomas Danielsen.

- Hvad bliver det næste?

Martin Mellerup synes dog stadig, at politikerne løber fra aftalen. Sammen med 85.000 andre står han nu og skal betale den ekstra årlige omkostning.

- Selvfølgelig er det til at leve med, men man har lovet noget, og så bliver man bare ved med at lægge regninger oveni.

- Hvad bliver så det næste? Vi kan ikke regne med noget som helst fra politikernes side.

Foreningen for de danske solcelleejere har nu bedt en jurist om at vurdere, hvorvidt der kan komme et retsligt efterspil ud af sagen.

2:35
Energistyrelsen tvinge solcelleejere over på en ny aftale, som bliver dyrere. Solcelleejerne mener politikerne løber fra deres løfter.