Grøn energi deler vandene: Vælgerne er mere positive end regeringen

De fleste danskere vil have mere grøn energi end regeringen, viser en ny meningsmåling.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Scanpix / Søren Bidstrup

Der skal opføres langt flere stormomsuste vindmøller, sydende solceller og andre former for grønne energikilder, end regeringen planlægger. Sådan lyder det fra et overvældende flertal i en ny meningsmåling, hvor Megafon har spurgt 1.000 repræsentativt udvalgte respondenter for Politiken og TV 2.

Det skriver Politiken tirsdag.

Klar tilslutning blandt danskerne

I målingen mener 65 procent, at vedvarende energikilder skal udgøre ’mere’ eller ’meget mere’ end de 50 procent i 2030, der er V-LA-K-regeringens forslag i de aktuelle forhandlinger om et nyt energiforlig. Selv hvis man zoomer ind på de fire partier i blå blok, hvilket dog er behæftet med en højere grad af statistisk usikkerhed, mener et flertal på knap 53 procent, at der skal skrues op for målet.

- Der er en klar principiel tilslutning til, at regeringen skal være mere ambitiøs, når det handler om vedvarende energi, siger valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet, hvor han er professor i statskundskab.

Ordfører: Målet skal ikke ændres

Energiordfører Thomas Danielsen (V) afviser at hæve målet for vedvarende energi med den begrundelse, at Danmark er godt med. Han fremhæver, hvordan Det Miljøøkonomiske Råd tidligere har advaret mod, at regeringen stirrer sig blind på målet for vedvarende energi, fordi det også handler om at finde den mest jævne og omkostningseffektive vej til at nedbringe udledningen af drivhusgasser.

- Når vi har én krone, skal man tænke over, hvordan man bruger den bedst. Er det ved at lave en hurtig udbygning af vedvarende energi, eller er det ved at få danskerne til at bruge mere grøn strøm ved for eksempel at lempe afgifter, der gør det mere attraktivt at elektrificere Danmark?, siger han.

I den seneste årlige statistik fra Energistyrelsen fremgår det, at Danmark i 2016 fik 31,3 procent af energiforbruget dækket af vedvarende energikilder.