Skolerne tolker loven forkert

Uddannelsesordfører Annette Lind (S) mener, at skolerne tolker loven en anelse forkert.

annette_lind.jpg

Skolereformen har resulteret i lange dage for landets skoleelever, men det gør mange skoler nu op med. Undervisningsministeriet har givet kommunerne mulighed for at gøre skoledagene kortere. Altså hvis der er en pædagogisk grund til det.

Jeg tror, de har tolket det en lille smule forkert.

Uddannelsesordfører Annette Lind fra Socialdemokraterne er en anelse skeptisk omkring kommunerne og skolernes tolkning af lovens rammer.

- Jeg tror, de har tolket det en lille smule forkert. Det er fortrinsvis i de klasser, hvor der er problemer i forhold til inklusionselever, eller at der er sociale problemer, at man kan korte skoledagene af, siger Annette Lind.

Kommunerne har mulighed for at give nogle skoler tilladelse til at afkorte skoledagene, men det skal ikke ses som noget kommunerne bare kan give tilladelse til på alle skoler.  

Flere skoler her i landsdelen vil benytte sig af lovens smuthul. På Vestfjendsskolen i Viborg Kommune vil de kigge på kortere skoledage for skolens niende klasse. I følge uddannelsesordføreren fra Socialdemokraterne er det dog fortrinsvis i indskolingen, at det skal finde sted.