Så meget har staten givet i erstatning for dræbte får

Det er muligt for fåreavlere at søge kompensation ved staten, hvis deres dyr bliver dræbt af en ulv.

Der er bekræftet fem ulveangreb i Danmark i år. Arkivfoto. Foto: Morten Juhl / Ritzau Scanpix

Ulve angreb husdyr 24 gange i 2017.

Læs også Bekræftet: Ulv stod bag 21 fåredrab

Det viser tal, som TV MIDTVEST har fået af Miljøstyrelsen. Tallene dækker angreb, som styrelsen har bekræftet er blevet begået af en ulv.

Fåreavlerne i Danmark har ret til kompensation, når en ulv dræber eller skader deres dyr i så stort et omfang, at de skal aflives. Ordningen trådte i kraft den 1. juli 2014.

I 2017 er der i alt blevet udbetalt erstatninger for dræbte husdyr for 121.350 kroner til private lodsejere for de 24 tilfælde af ulvedrab.

I 2018 har der indtil videre været fem bekræftede tilfælde af ulveangreb på dyr, og erstatningen er endnu ikke gjort op. Ved det største tilfælde blev hele 21 får dræbt i februar ved Storålam ved Holstebro.

Kompensation for dræbte får og geder

  • Lam/kid på 0 – 10 måneder: 800 kroner
  • Voksen 10+ måneder: 1200 kroner
  • Drægtigt får/ged: 1200 x 1,7 = 2560 kroner
  • Får/ged med lam (≤ 4 måneder.) 1200 + 800 pr. lam
  • Produktionsvæddere: efter konkret vurdering

Kilde: Forvaltningsplan for ulv i Danmark

Støtte til ulvehegn

Læs også Flemming fandt sine får dræbt: Det er meget utrygt

Hvis man holder mindre husdyr som for eksempel geder og får, så kan man søge om tilskud til at opgradere eksisterende hegn, så de bliver ulvesikre.

Det kræver dog, at dyrene går i den såkaldte ulvezone på 330 kvadratkilometer, der går fra Holstebro, vestpå til Vemb, sydpå til Tim og østpå til Grønbjerg og så tilbage til Holstebro.

Ifølge Miljøstyrelsen dækker tilskuddet merudgiften til ulvesikring af eksisterende hegn, altså differencen mellem et nyt almindeligt fårehegn og et nyt ulvesikkert hegn.

I 2017 udbetalte staten i alt 132.456 kroner til private lodsejere, så de kunne bygge nye hegn. I år er det endnu ikke udbetalt noget, men en ansøgning er lige nu i behandling.

Tilskuddet er sat til 12 kroner meteren, og man kan højest på tilskud på 104.750 kroner.

Hvad er et ulvesikkert hegn

  • Et hegn bestående af eltråde eller eltråde i kombination med et ikke elektrisk hegn.
  • Nederste eltråd placeres cirka 20 centimeter over jorden og er på intet sted mere end 30 centimeter over jorden.
  • Øverste eltråd placeres minimum 110 centimeter over jorden.
  • Afstanden mellem nederste eltråd og næstnederste hegnstråd (eltråd eller flethegn) må ikke være mere end 20 centimeter og afstanden mellem øverste og næstøverste hegnstråd (eltråd eller flethegn) må ikke være mere end 30 centimeter.
  • Ydermere må afstanden mellem de midterste tråde ikke overstige 30 centimeter.
  • Spændingen i hegnet skal være mindst 4500 volt, og hegnet må ikke indeholde åbninger, hvorigennem ulven frit kan passere.

Kilde: Miljøstyrelsen

Læs også Landmand efter nyt muligt ulveangreb: - Jeg er rystet

Læs også Svensk jæger frikendt for at skyde ulv

Læs også Nyt angreb på får: - Påvirker mig mere end jeg havde regnet med