Regionsrådsformand: Personalet har råbt op i flere år

Regionsrådsformanden vil have flere penge til sundhedsvæsnet. Folketingspolitiker Thomas Danielsen fremhæver, at regeringen allerede har tilført flere midler.

Sundhedspersonalet løber for travlt, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.
Sundhedspersonalet løber for travlt, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.
Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Personalet løber for stærkt, og der kommer flere patienter til. Derfor har regionerne brug for flere penge til sundhedsvæsnet, siger regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau i dag.

Ifølge formanden regner regionen på nuværende tidspunkt med at overskride budgettet med 200 millioner kroner i 2018. 

- Det her er noget, som personalet har råbt om i flere år, og vi vil sige, at nu er vi altså der, hvor vi har nået smertegrænsen. Der er ikke nogen dansker, der ikke ved, at personalet løber rigtig stærkt på hospitalerne.

Ifølge medlem af sundhedsudvalget for Venstre, så er kritikken ikke berettiget.

- Vi skal jo sikre, at vi gør det bedre hver eneste dag. Vi har tilføjet 4,4 milliarder i den tid, vi har været i regering, og altså satset massivt på det her område. Vi er faktisk blandt dem, der har investeret mest massivt i sygehusene af de regeringer, vi har haft, siger Thomas Danielsen.

Han vil ikke bekræfte, hvorvidt der er udsigt til flere penge til regionerne.

- Der er mange faktorer, man skal have til at spille sammen. Lige i øjeblikket har vi nogle forhandlinger, som kører mellem staten og regionerne, og de skal så sikre at vi kan få det til at hænge sammen med den udvikling der sker, fortæller han.

Ikke nok

Ifølge Anders Kühnau, så har de ekstra penge ikke været nok.

- Det ikke er nok penge, man tilfører. Man tilfører midler, sådan vi kan have råd til det nye dyre medicin der er og nogle af de nye dyre behandlinger. Men det er slet ikke nok i forhold til at tage hånd om alle de patienter, der kommer til. Man skylder jo også at sige, at de sidste ti år har vi øget antallet af patientkontakter med 300.000 flere patienter. Det er ganske betydeligt, siger han.

Thomas Danielsen mener dog ikke, at regionerne mangler så meget, som Anders Lühnau giver udtryk for.

- Nu taler Anders Kühnau for eksempel om, at det er øgede medicinudgifter, der er en del af årsagen. Vi lavede med regionerne en aftale fra 2017, og der kan vi se, at man har brug 45 millioner kroner mindre i regionerne til sammen på medicin i forhold til det, vi har bevilliget, forklarer han.

6:27
Se hele debatten her.