Nyt kæmpeunderskud i Vestjysk Bank

Store nedskrivninger inden for landbruget er igen årsag til et stort minus i Vestjysk Bank.

Vestjysk Bank kommer ud af 2014 med et underskud på 191 millioner kroner. Især nedskrivninger for 684 millioner kroner har været tungen på vægtskålen.

- Selvom der er tale om et væsentligt fald i bankens nedskrivninger i forhold til 2013, hvor nedskrivningerne udgjorde 1.073 millioner kroner, er niveauet alt for højt, siger Jan Ulsø Madsen, der tiltrådte som ny administrerende bankdirektør pr. 1. februar.

Resultatet på minus 191 millioner kroner er dog en forbedring af resultatet for 2013, hvor hele 251 millioner kroner manglede i kassen ved årets udgang.

I årsrapporten kalder banken selv resultatet for tilfredsstillende og i tråd med den planlagte udvikling. Men samtidig er bankdirektøren opmærksom på, at den negative udvikling sagtens kan fortsætte i næste års regnskab.

- En længerevarende krise inden for landbrugssektoren eller forværrede konjunkturer kan påvirke vores forventinger til det kommende år i negativ retning, siger Jan Ulsø Madsen.