Minister: Man kan ikke undgå overarbejde i Forsvaret

Forsvarsministeren kan ikke genkende kritikken om merarbejde i Forsvaret - og anerkender ikke, at overarbejdspukkel koster halvanden milliard.

00:40

Foto: TV MIDTVEST

1 af 2

Fra 1. januar 2014 og frem til i dag er der betalt cirka 1,5 milliard kroner for de ansattes merarbejde i Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. TV MIDTVEST fortalte i går, at det er en situation, der ifølge flere tillidsrepræsentanter i Forsvaret betyder fysiske og psykiske problemer for de ansatte. I dag svarer forsvarsministeren på kritikken:

 I en virksomhed som Forsvaret kan man aldrig helt undgå overarbejde, når der eksempelvis er udsendelser eller øvelser

Peter Christensen, Forsvarsminister, Venstre.

- I en virksomhed som Forsvaret kan man aldrig helt undgå overarbejde, når der eksempelvis er udsendelser eller øvelser, siger Peter Christensen (V).

Selv om tillidsrepræsentanterne i Forsvaret fortæller om eksempler, hvor medarbejdere har mellem 600 og 1000 overarbejdstimer om året, mener Forsvarsministeren ikke, at puklen med overarbejde er så stor.
- Jeg kan se, at vi sidste år havde overarbejde i hele Forsvarsministeriets område på 230 millioner kroner – så problemet er i en anden størrelsesorden, end det man rejser i debatten lokalt, siger Peter Christensen.

De 1,5 milliarder kroner er det beløb, som ifølge tillidsrepræsentanter i Forsvaret er brugt på overarbejde fra januar 2014 og frem til i dag.