Kæmpe regning for at skylde 360 kroner

Kæmpe regning for at skylde 360 kroner

Bibliotekslåner i Herning står med regning på 27.000 kroner efter at have nægtet at betale bøder på i alt 360 kroner.

Kommunebiblioteket i Herning var i sin ret til at nægte at låne bøger ud til en låner på grund af ubetalte bøder for 360 kroner.

Det har Vestre Landsret i dag slået fast, da den stadfæstede byrettens dom.

Skal betale omkostninger

I stedet for at få ret har manden nemlig fået en regning på sagens omkostninger med hjem. Ialt 27.000 kroner for at have prøvet sagen ved både byret og landsret.

Bøder fra 2008

Det hele begyndte i 2008. Da nægtede biblioteket at låne ham flere biblioteksbøger, så længe han havde ubetalte bøder på 360 kroner.

Låneren valgte at trække biblioteksvæsnet i retten, anklaget for at bryde Den Europæiske Menneskerettigshedskonvention om staters forpligtelse til at stille materialer og viden til rådighed for borgerne. 

Måtte stadig komme på biblioteket

Men fordi manden fortsat gerne måtte komme på biblioteket, selvom han skyldte bøder for over 200 kroner, så tabte han sagen.

Ud over sagsomkostningerne på 27.000 kroner skylder han iøvrigt stadig biblioteket 360 kroner.