Jesperhus jubler over vækstpakke

Jesperhus Feriepark glæder sig over vækstpakken, der i dag blev offentliggjort.

”Jeg råber hip hip hurra”, sådan lyder det fra direktøren for Jesperhus Feriepark, Jesper Overgaard. Han er mere end godt tilfreds med den vækstpakke, som i dag blev præsenteret.

For forlystelsesparker som Jesperhus betyder flere af initiativerne i pakken nemlig, at de kommer til at spare mange penge og meget besværlig arbejde.

- Vi har kæmpet for det i mange år, så det er en glædens dag, siger Jesper Overgaard.

Et af initiativerne i vækstpakken betyder, at forlystelsesparker vil få mindsket elafgiften med 88 øre pr. kWh. Det kommer til at betyde en besparelse på adskillige hundrede tusinde kroner årligt for Jesperhus. På grund af lempelsen af elafgiften kan Jesper Overgaard yderligere spare en masse mandetimer, som før har været nødvendig for at aflæse elmålere og lave beregninger.

Der skal virkelig lyde en stor tak til de lokale folketingspolitikere.

Stor tak til lokalpolitikerne

Et andet initiativ, som får stor betydning for Jesperhus og andre forlystelsesparker, er en ændring i restaurationsloven. Før har det ikke været lovlig at ansætte unge under 18 år til at afrydde borde i restauranter, hvor der serveres alkohol. Men med den nye vækstpakke bliver det tilladt at ansætte unge helt ned til 15 år. Det gør, at parker som Jesperhus slipper for en masse udfordringer med personale og sparer en masse penge, fordi alt personalet ikke behøver at være over 18 år.

- Nu skal vi ind og kigge nærmere på, hvad det hele helt konkret betyder for os, men meget tyder på, at det bliver rigtig godt. Der skal virkelig lyde en stor tak til de lokale folketingspolitikere. De har formået at se, hvad vi har brug for herude, lyder det fra direktøren.