Ishockeyspiller tager til Finland efter svær NHL-tid

Nicklas Jensen bliver del af dansk kollektiv i Jokerit efter problemer med at få spilletid i New York Rangers.

Ishockeyspilleren Nicklas Jensen fortsætter karrieren i den finske klub Jokerit i KHL.

Den 24-årige dansker har indgået en etårig aftale med option på yderligere en sæson.

I Jokerit bliver Nicklas Jensen en del af et danskerkollektiv, der i forvejen tæller Peter Regin, Oliver Lauridsen og Jesper B. Jensen.

Igennem flere sæsoner har Nicklas Jensen forsøgt at slå igennem i NHL i Nordamerika.

Først hos Vancouver Canucks og senest hos New York Rangers. Danskeren har fået begrænset spilletid i begge NHL-klubber og er primært skøjtet på isen hos samarbejdsklubber i AHL.

I sidste sæson blev det til syv kampe for New York Rangers i NHL - men hele 70 for AHL-holdet Hartford Wolf Pack. Her var han en af de bærende profiler med 32 mål og 23 assister.

Skiftet til Jokerit i KHL vil sandsynligvis gøre det nemmere for Nicklas Jensen at deltage i det kommende VM i 2018, hvor Danmark er vært.

Nicklas Jensen fik sin ishockeyopdragelse i Herning Ishockey Klub, hvor som 16-årig fik debut i isligaen. Han er søn af en af landets største backprofiler og nuværende ungdomstræner i Herning Ishockey Klub, Dan Jensen, som vandt ni danske mesterskaber på 15 sæsoner for Herning Blue fox og spillede 11 VM-slutrunder for Danmark.

Læs også Drømmepulje: Danmark møder Canada og USA i Herning ved ishockey-VM