Drømmepulje: Danmark møder Canada og USA i Herning ved ishockey-VM

Danmarks Ishockey Union forventer mange tilrejsende tilskuere til næste års VM på dansk grund.

20170516-080758-l-1000x666we.jpg
Foto: Jan Korsgaard/Scanpix

Danmark er næste år vært for VM i ishockey for herrer, og mandag blev gruppeinddelingerne lagt fast.
    
Danmark skal være med i gruppe B i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor modstanderne bliver Canada, Finland, USA, Tyskland, Norge, Letland og Sydkorea.
    
Gruppe A, der spilles i Royal Arena i København, får deltagelse af Rusland, Sverige, Tjekkiet, Schweiz, Hviderusland, Slovakiet, Frankrig og Østrig.
    
- Der er noget nær den perfekte balance i grupperne. Sverige og Danmark skulle i hver sin gruppe, og vi skulle have placeret Rusland i København.
    
- De kommer med rigtig mange tilskuere og er generelt en stor opgave at håndtere som arrangør, siger Henrik Bach Nielsen, der er formand for Danmarks Ishockey Union, i en pressemeddelelse.
    
Ishockeyunionen forventer også en fest i Danmarks gruppe i Herning, hvor mange fans fra modstandernes lande forventes at markere sig.
    
- Herning-gruppen bliver mindst lige så interessant. Danmark giver sig selv, men tænk en fest det bliver med Tyskland, Finland og Letland i gruppen i Jyske Bank Boxen.
    
- Og nordmændene støtter jo også gerne op om begivenheder i nabolandene, siger Henrik Bach Nielsen.
    
De fire bedste hold fra hver gruppe går videre til kvartfinalerne ved VM.
    
Sverige vandt søndag finalen ved dette års VM over Canada.
    
/ritzau/