TV MIDTVEST

Ishockey-profil vender hjem til Herning

Foto: Michael Lyck Poulsen, TV MIDTVEST

Herning Blue Fox styrker truppen med Herning-drengen Anders Poulsen.

Der bliver skrevet under på mange kontrakter i Herning Blue Fox lige for tiden. Og nu har klubben sikret sig endnu en spiller til den kommende sæson - nemlig den tidligere kaptajn Anders Poulsen, der vender hjem til Herning. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

- Underskriften fra Anders betyder enormt meget for os. Han er en vigtig kulturbærer, som også viser, at han vil Herning. Vi har fået en spiller, der vil gå den ekstra mil og kaste sig ned i pucken for holdet, og den vilje kan han bringe videre til holdkammeraterne. Der er ingen tvivl om, at Anders Poulsens underskrift har været vigtig for os, ligesom vi glæder os over at have været hans førsteprioritet hele tiden, siger Torben Skovsgaard, direktør for Herning Blue Fox.

Sidst man så Anders Poulsen i Blue Fox-trøjen var i sæsonen 2013-14. De sidste tre sæsoner har han spillet i Allsvenskan-klubben IK Oskarshamn i Sverige, men nu gør han altså comeback på den herningensiske is.

Læs også Herning Blue Fox henter landsholdsback i Rungsted

- Jeg kommer for at vinde. Herning har hele tiden været min førsteprioritet, og selv om der har været flere danske klubber inde i billedet, så har jeg hele tiden været åben omkring, at Herning var førstevalget, så derfor er jeg naturligvis glad for at det er lykkedes. Jeg ser frem til at spille en bærende rolle for Blue Fox, siger Anders Poulsen.

Den 26-årige angriber har spillet godt 250 kampe for Blue Fox, og 40 A-landsholdskampe er det også blevet til ind til videre.

Tidligere på ugen oplyste klubben, at en anden Herning-dreng gør uventet comeback. 23-årige Bjørn Uldall havde egentlig indstillet karrieren på grund af en skade, men han har valgt at snøre skøjterne igen og er ligeledes klar i Blue Fox-trøjen under Hernings nye træner Petri Skriko fra næste sæson.

Læs også Herning henter tidligere NHL-profil som træner