Herning-skole blev dumpet uden grund

Undervisningsministeriet dumpede en skole i Herning med et brag. Nu viser det sig, at det skete på et helt forkert grundlag. Ministeren undskylder.

sonderagerskolen.jpg

I denne uge fik 17 skoler i landet en hård besked: De levede ikke op til Undervisningsministeriets mindstemål, og fik derfor stemplet: DUMPET. Heriblandt var Sønderagerskolen i Herning.

Men i løbet af torsdag og fredag går det op for Undervisningsministeriet, at der er store mangler i de undersøgelser, der ligger bag. Blandt andet fordi Hernings borgmester Lars Krarup højlydt klager over, at en af hans skoler er udpeget som alt for dårlig.

Glemte at tage højde for en stor gruppe autisterIfølge Lars Krarup (V), har ministeriet ikke taget højde for, at Sønderager Skolen er samlingspunkt for en stor gruppe elever med autisme fra hele det tidligere Ringkjøbing Amt. Desuden bygger undersøgelsen på tal der stammer helt tilbage fra 2006, og siden dengang er skolen lavet helt grundlæggende om.

- Hvis jeg skal sige det venligt, er undersøgelsen uanvendelig. Herning Kommune har fået stemplet en af sine skoler på et grundlag, som ikke giver mening, siger borgmesteren.

Undervisningsministeren undskylder

Sent fredag aften måtte undervisningsministeriet så udsende en officiel undskylding, og trak stemplingen tilbage. 

 - Jeg vil gerne beklage over for de berørte skoler og kommuner, at de på et fejlbehæftet grundlag er blevet udtrukket i screeningen, siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini.