Går efter tomme huse: Så mange indbrud var der i julen

Traditionen tro er der flere indbrud imellem jul og nytår. Nu er politiet klar med en opgørelse for sidste år.

Færre er kommet hjem til en trist overraskelse. Foto: Scanpix / Iris

Læs også Indbrudstyve på spil juleaften

Julen er ovre og dermed er de fleste vendt hjem til deres huse. Og for de flestes vedkommende har indbrudstyvene holdt sig væk.

Faktisk fortsætter de gode takter fra 2016, når man ser på indbrudsstatistikken. I juleperioden har der i 2017 været 61 indbrud i Midt- og Vestjylland. Det er næsten en halvering i forhold til 2015, hvor 104 havde ubudne gæster.

- Det er vigtigt for os at holde et lavt niveau, fordi et hvert indbrud er et for meget i forhold til dem, som det går ud over. Det er dog også væsentligt at sige, at vi er kommet fra nogle højere tal, og at vi på landsplan ligger rigtigt lavt, siger politiinspektør, Ole Henriksen.

I den lave ende

Det er generelt på landsplan, at antallet af juleindbrud er faldet.

Midt- og Vestjyllands Politikreds er på niveau med Nordjyllands, mens kun Bornholm ligger lavere.

- Vi er tilfredse med, at vi ligger relativt lavt, men vi må stadigvæk sige, at hvert indbrud er et for meget, forklarer Ole Henriksen.

Ifølge Ole Henriksen kan der være flere grunde til, at antallet af indbrud er blevet lavere.

- Jeg tror, der er flere årsager. For det første har vi været i den situation, at vi kort før jul har fået anholdt nogle gerningsmænd, og samtidig har vi haft held med, at folk er blevet bedre til at sikre deres huse. Fortæller han.

Han fremhæver samtidigt det Kriminalpræventive Råd og Operation Nabohjælps indsats. 

00:24 Luk video