Fem kvæstet i voldsom ulykke

Tre biler er kørt sammen ud for Brande. Tilstanden er kritisk for mindst én af de kvæstede.

Tre biler stødte midt på eftermiddagen sammen ved Brande. Alarmcentralen fik meldingen lidt efter klokken 15 og sendte adskillige ambulancer og redningskøretøjer afsted. To af de tilskadekomne er blevet fløjet til Skejby med helikopter; den ene med svære indre kvæstelser, den anden med alvorlige benskader.

Ulykken skete på omfartsvejen ved Brande et par kilometer syd for motorvejen. Politiet fortæller, at en bilist, der kørte mod syd, mistede herredømmet over sin bil og ramte to modkørende.

På grund af oprydningsarbejdet efter ulykken blev Brande Omfartsvej lukket for trafik i begge retninger og der blev etableret omkørsel gennem Brande By.

Politiet ved ikke, hvorfor den syd-kørende bilist mistede herredømmet og har derfor rekvireret en bilinspektør for at få lavet opmålinger og undersøgelser på stedet.

De tre mindst tilskadekomne er alle blevet kørt til regionshospitalet i Herning.