FC Midtjylland uden Duncan mod OB

FC Midtjyllands topscorer Morten "Duncan" Rasmussen er skadet og bliver ikke klar til dagens kamp mod OB.

Det er et stærkt svækket FC Midtjylland-mandskab, der tager imod OB i Superligaens lørdagskamp.

Midtjydernes topscorer Morten "Duncan" Rasmussen er skadet og bliver ikke klar til opgøret mod fynboerne, skriver klubben på sin hjemmeside.

FCM-angriberen har scoret 12 mål i denne sæson og er kun overgået af Superligaens topscorer, Viborg-angriberen Thomas Dalgaard, der har lavet 16 mål.

Heller ikke midtjydernes stærke islænding Eyjolfur Hedinsson er blevet klar til lørdagens opgør.

Derudover må FCM undvære anfører Kristian Bach Bak samt angriberen Sylvester Igboun, der begge sidder uden for med karantæne.

FCM har derfor fundet plads til Frederik Møller, Paul Onuachu, Musefiu Ashiru og U19-spilleren Jonas Gemmer, der faktisk fik spilletid i det seneste opgør mod OB, som var i forårsåbningen i Odense.

Det opgør vandt OB 2-1, da Ari Skulason i kampens overtid sendte kuglen i nettet, efter at Morten "Duncan" Rasmussen havde udlignet kort inden pausen.

FCM kan dog glæde sig over, at statistikken på hjemmebane mod OB siger syv sejre og blot tre nederlag til fynboerne.

For en uge siden leverede FCM og AaB det, der af mange kaldes sæsonens bedste fodboldoplevelse i Superligaen, da de to mandskaber tørnede sammen i et vaskeægte topopgør.

I et intenst og chancerigt opgør var det dog gæsterne fra Aalborg, der kunne sætte tre point på kontoen efter en 3-2-sejr.

Det betød samtidig, at aalborgenserne overtog den førsteplads, som FCM har siddet på siden anden spillerunde.

FCM's jagt på at generobre toppen af tabellen skydes dermed i gang mod OB. Kampen begynder i dag klokken 17.

/ritzau/