Eksportvirksomheder i fælles appel om hærvejsmotorvej

En samlet gruppe af Danmarks førende eksportvirksomheder sender nu en kraftig appel til regering og Folketing om en fremtidssikret løsning for infrastrukturen langs hærvejen.

Markante virksomheder retter nu en fælles appel til Folketinget om en fremtidssikring af infrastrukturen langs den jyske transportkorridor. De vil have en parallel motorvejsstruktur til aflastning af E45 - også kaldet hærvejsmotorvejen. 

Gruppen omfatter de allerstørste industri- og fødevarekoncerner samt store aktører indenfor logistik, som alle er afhængige af velfungerende og stabil vejtransport.

- Mobiliteten for både virksomheder og arbejdstagere lider af trængselsproblemer, der hæmmer rekruttering, pendling, investering i nye job og hele arbejdsmarkedet, skriver de i den fælles appel.

- Forsinkelser er gift for dansk konkurrenceevne og lysten til at investere i dansk produktion, og situationen bliver endnu værre i fremtiden. Så det er vigtigt, at vi hurtigst muligt får lavet undersøgelser af en parallelmotorvej på hele strækningen fra Nordjylland til Sønderjylland. Derfor retter vi en fælles appel om politisk handling nu, for en langsigtet løsning tager tid, siger direktør i transportvirksomheden H.P. Therkelsen A/S, Mogens Therkelsen. 

En håndfuld af virksomhedslederne har netop præsenteret deres fælles appel for politikerne på Christiansborg, bl.a. på et møde med Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen (V).

- De senere års trafikvækst dokumenter helt klart, at trængselsproblemer vil ramme mere alvorligt og langt tidligere end hidtil antaget i prognoserne, skriver de. 

Konkret anbefaler de at gennemføre en forundersøgelse af en ny midtjysk parallel-motorvej på hele strækningen fra Nordjylland til Sønderjylland.

Virksomhederne bag den fælles appel er:

  • Arla Foods, Povl Krogsgaard, viceadm. direktør
  • Billund Lufthavn, Kjeld Zacho Jørgensen, CEO
  • Danfoss, Jørgen Mads Clausen, bestyrelsesformand
  • Danish Crown (ink. Tulip og SPF), Jais Valeur, group CEO
  • Dansani, Carsten Friis, CEO
  • Danpo, Jes Bjerregaard, managing director
  • DLG, Vagn Hundebøll, vicekoncerndirektør
  • Grundfos, Mads Nipper, CEO
  • H.P. Therkelsen, Mogens Therkelsen, direktør
  • Hirtshals Havn, Sven Buhrkall, bestyrelsesmedlem
  • IBF, Preben Rosenkilde, adm. direktør
  • JYSK, Jan Bøgh, president og CEO
  • Siemens, Jukka Pertola, CEO