Egon Pleidrup druknet

Den mand, der søndag blev fundet druknet ved Hanstholm, er tidligere Morsø-borgmester Egon Pleidrup Poulsen.

Egon Pleidrup Poulsen er død - 59 år gammel. Han omkom søndag i Nordsøen. Den socialdemokratiske folketingskandidat og medlem af det nordjyske regionsråd var ude for at fiske, men kort efter klokken 13.30 slog besætningen på en anden fiskebåd alarm, da Egon Pleidrup Poulsen ikke var på sin båd. Søværnets Operative Kommando sendte straks to redningshelikoptere af sted til bådens position cirka 10 sømil nord for Hanstholm, samtidig med at flere redningsfartøjer og fiskekuttere deltog i eftersøgningen.

Genoplivningsforsøg var forgæves

Kort efter klokken 17 søndag eftermiddag fandt et redningsfartøj den livløse Egon Pleidrup Poulsen i vandet et stykke fra sin båd. Han blev hurtigt bjærget om bord i redningsbåden, men alle genoplivningsforsøg var forgæves. Da redningshelikopteren kom til, erklærede lægen ombord Egon Pleidrup Poulsen for død. Han blev efterfølgende fløjet til Aalborg Sygehus.