Hjemmeværnet mindsker støtte til arrangementer: - Det var et stort slag i ansigtet

En beslutning hos politiet betyder, at det til idrætsklubbers arrangementer fremover vil være svært at få hjælp med trafikregulering af Hjemmeværnet.

Per Martin Nikolajsen kommer ikke til at sende sine folk fra Hjemmeværnet til lige så mange arrangementer i fremtiden.
Per Martin Nikolajsen kommer ikke til at sende sine folk fra Hjemmeværnet til lige så mange arrangementer i fremtiden.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Når forskellige sportsarrangementer løber af stablen, er det ofte med folk fra Hjemmeværnet, der styrer trafikkens gang, så alt glider glat.

Men når idrætsklubber fremover arrangerer events, skal de i højere grad selv stå for opgaven.

- Der er rigtig mange forskellige små løb rundt omkring, hvor vi har haft for vane at tage ud og hjælpe dem. Men da det er politiet, der giver os opgaverne – og at vi samtidig har mange andre store opgaver og har brug for at uddanne os som den militære beredskabsorganisation, vi er – så er vi også nødt til at anvende vores ressourcer på de rigtige opgaver, siger chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Midt og Vestjylland, Per Martin Nikolajsen.

Sidste år havde Hjemmeværnet i Midt- og Vestjylland 167 støtteopgaver for politiet, som primært bestod af trafikregulering.

Mange foreninger bliver ramt

En af de foreninger, hvor denne beslutning om at mindske Hjemmeværnets opgaver ved sportsarrangementer rammer hårdt, er løbeklubben Pinen og Plagen fra Nykøbing Mors.

Sidst, løbeklubben prøvede at få hjælp af Hjemmeværnet til at arrangere et løb, blev det overraskende afvist.

- Det var et stort slag i ansigtet. For vi har problemer nok med at skaffe frivillige til at arrangere løbet, siger Benny Bull, der er løbetræner i Pinen og Plagen.

Pinen og Plagen arrangerer otte større eller mindre motionsløb om året, men fremover skal de altså stå for trafikreguleringen ved arrangementerne selv.

Løbere fra løbeklubben Pinen og Plagen varmer op.
Løbere fra løbeklubben Pinen og Plagen varmer op.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Beslutning taget på landsplan

At Hjemmeværnet fremover skal bruge flere kræfter på andre opgaver er en beslutning, der er taget i overensstemmelse med det samlede Hjemmeværn på Landsplan. Det slår politidirektøren hos Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Kaasgaard, fast.

- Hjemmeværnet skal hjælpe os med det, der hjælper os direkte og ikke hjælpe så meget i vid udstrækning, som man har gjort tidligere til sådanne arrangementer, siger han og fortsætter:

- For man skal huske på, at det reelt erstatter en politimand – det er ikke bare noget, der skal være rart at have.

DGI: Det giver udfordringer

Længere oppe i det idrætsmæssige hierarki kan man godt følge, at foreninger bliver presset fremover ved events, hvor der er behov for hjælp til trafikreguleringen.

- Det giver udfordringer i forhold til de i forvejen begrænsede ressourcer, der er af frivillige kræfter, siger Kirstine Bach Storgaard. Hun er idrætskonsulent hos DGI Vestjylland.

Både DGI og Dansk Idrætsforbund er godkendt til at uddanne trafikofficials. Begge forbund kan derfor få travlt i fremtiden.

Men selvom der er en mulighed for at uddanne trafikofficials, der skal erstatte Hjemmeværnets folk, så kan det i nogle tilfælde ikke være nok, vurderer Kirstine Bach Storgaard.

- Hvis man ikke kan skaffe trafikreguleringen, hvis der ikke er ressourcer til at sende folk på uddannelse eller man ikke har fået tilladelse til afvikling, så siger det sig selv – så er der ikke noget motionsløb, slår hun fast.

Færdselsregulering er den mindste del

Hos Hjemmeværnet er der forståelse for, at valget om at stoppe støtten til nogle arrangementer kan få konsekvenser.

Det handler derfor om en prioritering af de opgaver, Hjemmeværnet har.

- Færdselsregulering er i bund og grund den mindste del af vores opgavekompleks, men det er den, der i det daglige er mest synlig, siger chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Midt og Vestjylland, Per Martin Nikolajsen og fortsætter:

- Vi er ikke en udtømmende ressource, der bare kan blive ved med at løse opgaver.

Derfor mener politidirektøren hos Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Kaasgaard, også, at det er foreningerne selv, der skal få frivillige til at varetage opgaverne.

- Organisationer skal selv stille folk til rådighed. De skal selv uddanne folk i stedet for at bruge de offentlige midler til det. Det gælder også foreninger.

Både Midt- og Vestjyllands Politi og Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestjylland slår fast, at det stadig vil være muligt at få hjælp til trafikregulering ved nogle arrangementer.

Omfanget fastlægges af politiet.

2:23
Se indslag: Hjemmeværnet vil fremover ikke støtte lige så mange arrangementer med trafikregulering. Det kan få konsekvenser, vurderer DGI.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST