Designsucces stormer frem

Virksomheden Hay med Herning-par i spidsen har i regnskabsåret 2013/14 øget sin omsætning med omkring 40 procent.

HAY.JPG

Der er penge i godt, dansk design. Især hvis der står Hay på designet.

Ifølge dagens udgave af Børsen har virksomheden Hay i regnskabsåret 2013/14 øget sin omsætning med omkring 40 procent fra 422 millioner til 602 millioner.

Ægtepar bag succes

Virksomheden blev grundlagt i 2002 af ægteparret Mette Hay og hendes mand Rolf Hay fra Herning sammen med Bestseller-milliardæren Troels Holch Povlsen. Firmaet Hay ejes i dag med 70 procent til Troels Holch Povlsen og 30 procent til parret.

Kun begyndelsen

Og væksten kan fortsætte længe endnu, forudser direktør i Udviklingscentret for Møbler og Design, Betina Simonsen til Børsen.

- Jeg tror kun, vi har set starten på eventyret. Hay har en fantastisk kollektion af minimalistisk new nordic-design, hvis rene linjer til overkommelige priser sælger over hele kloden, forklarer Betina Simonsen.