Danske landmænd producerer økologisk mælk som aldrig før

Der blev i alt produceret 163,7 millioner kilo økologisk mælk i første kvartal. Det er rekord.

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Læs også En femtedel køber økologiske mejeriprodukter

'Den økologisk mælkeproduktion satte rekord i første kvartal 2018. Det oplyser Danmarks Statistik. Også andelen af økologisk mælk satte rekord.

- Mængden af økologisk mælk er steget kraftigt, da flere mælkeproducenter har omlagt til økologi, skriver Danmarks Statistik.

Der blev i alt produceret 163,7 millioner kilo økologisk mælk i første kvartal.

Den økologiske mælk udgjorde 12 procent af den mælk, der blev solgt til mejerierne, mod 9,9 procent i første kvartal 2017.

Generelt blev der leveret mere fra de danske malkekøer.

Læs også Arla vil øge salget af økologiske mejeriprodukter

Stigning på 21 millioner kilo

Den samlede mælkeproduktion var knap 1,4 milliarder kilo mælk i første kvartal. Den steg med 21 millioner kilo mælk i forhold til 1. kvartal 2017.

Økologiske fødevarer skal produceres på en måde, hvor der bliver taget særlige hensyn til miljø og dyrevelfærd.

I Danmark skal producenter og butikker leve op til bestemte lovkrav for at kunne sælge varer som økologiske.

Læs også Stor tørst efter økomælk er plaster på såret for landbruget

Mens der blev skruet op for malkemaskinerne i staldene, så fik landmændene færre penge for deres produkter i første kvartal.

Priserne på jordbrugets salgsprodukter faldt med 5,5 procent i forhold til samme kvartal i 2017.

- Priserne på svin, mælk og pelsskind trak de samlede salgspriser ned, mens priserne på kvæg trak i den modsatte retning, konstaterer Danmarks Statistik.

/ritzau/