Daginstitutioner kan ende i strejke

Daginstitutioner kan ende i strejke

Daginstitutionerne i Thy er så frustrerede over udsigten til nedskæringer, at de har indkaldt til fagligt møde.

Pædagoger, pædagogmedhjælpere og pædagogstuderende er så frustrerede over udsigten til nedskæringer i børneinstitutionerne i Thy, at de har indkaldt til møde i morgen på Pædagogseminariet i Thisted. Det skriver limfjordupdate.dk.

På mødet vil de bede BUPL om svar på en række konkrete spørgsmål omkring kommunens håndtering af de tal, der ligger til grund for det seneste budgetforlig, der betyder afskedigelser af 32 ansatte på daginstitutionerne.

- Vi holder møde, fordi der florerer rigtig mange forskellige tal omkring, hvor meget der skal skæres i de forskellig institutioner. Og så har BUPL møde med dagtilbudschefen for at få lidt styr på, hvad der er demografi, og hvad der er reelle nedskæringer, siger Birthe Gade der er fællestillidsrepræsentant i BUPL i Thisted Kommune.

Flere bekræfter, at frustrationerne er så store, at man ikke vil udelukke, at børneinstitutionerne vil strejke fra torsdag morgen.

- Der er nogle rigtig frustrerede medarbejdere rundt omkring, der i forvejen synes, at de har været spændt hårdt for, og nu bliver det endnu mere hårdt. Jeg ved ikke, hvad medlemmerne kan ende med at beslutte, siger Birthe Gade.

Det er udelukkende medlemmernes beslutning, om de vil nedlægge arbejdet, og det tager de stilling til efter mødet onsdag kl. 17.30.