Bortvist for at optage samtale

Bortvist for at optage samtale

Er det i orden at fyre en medarbejder, fordi han vil optage en samtale med chefen? Det skal en dansk domstol nu for første gang tage stilling til, efter at Peder Bæk blev bortvist fra sit seniorjob hos Skive Kommune:

Peder Bæk var i begyndelsen af 2014 ansat i et seniorjob på den kommunale virksomhed BOMI hos Skive Kommune. Tingene spidsede til da, han insisterede på at optage en tjenstlig samtale, men det afviste chefen. 

- Jeg ville bruge optagelsen, hvis jeg skulle komme i nogle situationer, hvor jeg skulle komme i tvivl om, hvad der var blevet sagt, og så kunne jeg bare tænde for den og høre det, siger Peder Bæk. 

Men arbejdspladsen nægtede, og uenigheden om optagelsen førte til, at Peder Bæk blev bortvist. Skive Kommune fremhævede, at det er ledelsens suveræne ret at bestemme spillereglerne for en samtale. Den skal kunne foregå i en tryg og fortrolig atmosfære.

For Peder Bæk fik bortvisningen store konsekvenser, da han stod helt uden indtægt i lang tid. Han kræver derfor en erstatning på over en halv million kroner af Skive Kommune. 

Skive Kommune vil ikke kommentere sagen, mens den bliver behandlet i retten.

Der falder dom i sagen om fire uger.