Børn kastede træstub ned på bil

Mor og datter blev ramt af en træstub, da de kørte under rute 26.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Det blev en slem forskrækkelse for en mor og hendes 16-årige datter fra Kjellerup, da de torsdag aften ved 21:30-tiden kørte under rute 26 i Fårvang. Det skriver mja.dk.

De fortæller, at der pludselig lød et kæmpe drøn, da noget tungt ramte bilens forrude. Fire børn i alderen 13-16 år stak af fra stedet, og det lykkedes dem at undslippe de chokerede bilister, der var sat efter dem.

Det viste sig at være en træstup, de havde kastet. Episoden er nu anmeldt til politiet. De ser med stor alvor på sagen, som kunne være endt helt galt. 

Læs også Endnu en billist får kastet ting mod sig fra motorvejsbro

- Heldigvis skete der ikke noget fysisk med bilisterne i denne situation. Men det gav dem et kæmpe chok, og det er farligt, at kaste ting mod biler, siger politikommissær Bent Riber Nielsen fra politiet i Silkeborg til mja.dk.

Det kostede sidste år en tysk kvinde livet, da en sten blev kastet ned mod en bil fra en motorvejsbro.

De fire unge var klædt i hvide og mørke hættetrøjer, og politiet vil meget gerne have oplysninger i sagen på telefon 114.