Beskedent overskud i Auriga

Beskedent overskud i Auriga

Moderselskabet bag Cheminova kæmper med stor gæld og vil derfor ikke udbetale udbytte til aktionærerne.

Auriga Industries, der er moderselskabet bag kemikoncernen Cheminova på Harboøre Tange, har stadig svært ved at tjene penge - i hvert fald målt i forhold til omsætningen.

Selskabet omsatte i 2011 for 5,72 milliarder kroner, hvilket svarer til en fremgang på to procent. Regnskabet viser et overskud før skat på 79 millioner kroner mod 58 millioner året før.

Administrerende direktør Kurt Pedersen Kaalund konstaterer i en kommentar til regnskabet, at selskabet er på rette vej.

- Den positive udvikling med fremgang på mål og strategiske indsatsområder er fortsat gennem hele 2011. Organisk vækst i salget på otte procent og 20 procent højere indtjening vidner om, at vi er på rette vej, siger Kurt Pedersen Kaalund.

Auriga Industries kæmper med en stor gæld, og derfor indstiller bestyrelsen til generalforsamlingen, at der ikke udbetales udbytte til aktionærerne.