Arbejdstilsynet kritiserer Blåkærgård

Arbejdstilsynet har netop færdiggjort en undersøgelse af bostedet Blåkærgård, der retter en hård kritik mod den dræbte pædagog Judy Meiniche Simonsens tidligere arbejdsplads. De ansatte er i akut fare for at blive udsat for vold

120315Blaakaergaard.jpg

- Arbejdstilsynet vurderer, at arbejdet på Bostedet Blåkærgård ikke er planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Sådan lyder konklusion i Arbejdstilsynets rapport, som avisen BT har sået aktindsigt i.

Akut og alvorlig risiko for vold

I februar blev pædagogen Judy Meiniche Simonsen dræbt under en gåtur med Kristian Heilmann, der var beboer på opholdsstedet.

Siden har Judy Meiniche Simonsens enkemand stået frem og fortalt, hvordan hans kone ofte følte sig bange og truet, når hun gik på arbejde. Og nu konkluderer Arbejdstilsynet, at medarbejderne på Blåkærgård arbejder under kritisable forhold:

- Der er arbejdssituationer, hvor der er en akut og alvorlig risiko for, at ansatte kan blive udsat for vold, står der i rapporten.

Alene i 2011 er der blevet registreret 36 tilfælde af fysisk eller psykisk vold. Otte af episoderne er blevet meldt til politiet.

Strakspåbud

De kritisable forhold på Blåkærgård har resulteret i et strakspåbud fra tilsynet.Bostedet skal øjeblikkeligt sørge for at forebygge volden ordentligt under tilsyn af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

- Det, vi troede var gode og tilstrækkelige procedurer, har vist sig ikke at være gode og tilstrækkelige procedurer. Så det er vi gang med at se på lige nu i samarbejde med Blåkærgård, fortæller Charlotte Josefsen, socialchef i Region Midtjylland til BT.