Viborg Kommune vil have sænket fartgrænserne: - Det er et værktøj, vi gerne vil have i værktøjskassen

Viborg Kommune vil være en af de 15 udvalgte kommuner, der snart får mulighed for at deltage i en forsøgsordning, hvor de kan sænke fartgrænserne fra 50 til 40 kilometer i timen.

Viborg Kommune er klar til at smide et lod i puljen, om at blive en af de 15 kommuner, der komme med i forsøgsordningen.
Viborg Kommune er klar til at smide et lod i puljen, om at blive en af de 15 kommuner, der komme med i forsøgsordningen.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Tæt trafik og børn på vej til og fra skole og frihedsaktiviteter kan være en farlig cocktail.

Derfor er formanden for det tekniske udvalg i Viborg Kommune glad for, at 15 af landets kommuner får lov til at sænke fartgrænsen for bykørsel til under de velkendte 50 kilometer i timen.

- Det er en god ide, det her. Det er et værktøj, vi gerne vil have i værktøjskassen for at skabe trafiksikkerhed heromkring, siger Johannes Vesterby, der sidder i byrådet for Venstre og er formand for teknisk udvalg i Viborg.

Det er transportminister Benny Engelbrecht, der står bag den nye forsøgsordning.

- Vi har stadig for mange uheld og tilskadekomne i byerne, hvor bløde og hårde trafikanter møder hinanden, sagde ministeren til Ritzau tidligere i dag.

Det er netop også i Viborg. Derfor har Johannes Vesterby allerede nu ideer til, hvor en hastighedssænkning vil give mening.

- Vi har peget på Stadionvej i Hammershøj, hvor der er en blanding af tung trafik og krydsende børn. Det har desværre også givet uheld, siger han og fortsætter:

- Der er flere steder, hvor den trafikale situation kalder på noget hastighedssænkning. Så det vil være, hvor vi har haft problemer, hvor borgere har efterspurgt trafiknedsættelse, og hvor det her værktøj kunne finde sin anvendelse.

Mere medbestemmelse til kommunerne

Kommunerne har allerede mulighed for at sænke fartgrænserne i samarbejde med politiet. Men flere kommuner har efterspurgt, at processen bliver lettere.

- Vi har somme tider kunnet ønske os, at vores lokale kendskab kunne spille en større rolle. Og det kan det med det her redskab, vurderer Johannes Vesterby.

For med den nye ordning får kommunerne mere medbestemmelse og har i sidste ende det afgørende ord, selv om politiet stadig skal tages med på råd.

Næste skridt for Viborg Kommune er nu at få sendt en ansøgning afsted, og så er det bare at vente. 

- Vi kommer til at lave nogle nedslagspunkter, hvor vi kan se, det giver mening at pege på hastighedsnedsættelse. Så bliver vi forhåbentligt en af de kommuner, som kommer til at arbejde med det her kontinuerligt. Det tror vi, der kommer noget godt ud af, siger formanden for teknisk udvalg i Viborg Kommune.

De 15 kommuner bliver efter en ansøgningsproces udvalgt af Vejdirektoratet i løbet af efteråret.

Landets 98 kommuner kan ansøge om at være med i ordningen, og forsøget vil vare i tre år. Planen er, at forsøget træder i kraft i begyndelsen af november 2021.