Viborg FF taber mod FC Roskilde

Viborg FF tabte i dag 1-3 i kampen mod bundproppen i 1 . division, FC Roskilde.

Arikivbillede.
Arikivbillede.
Foto: Henning Bagger - Scanpix

Der blev for et kort øjeblik vendt op og ned på styrkeforholdet i fodboldens 1. division, da Viborg FF spillede mod FC Roskilde på udebane. 
    
Sjællænderne er tabellens bundprop, men det afspejlede sig ikke i resultatet. Viborgenserne, der ligger nummer et, tabte med hele 1-3.
    
Resultatet ændrer dog ikke på, at Viborg stadig ligger nummer et, og at FC Roskilde stadig er at finde på sidstepladsen i den næstbedste danske række.
    
Der skulle gå lige under en halv time i søndagens kamp, før det ene nul på måltavlen blev ændret til et ettal, da hjemmeholdets Emil Nielsen åbnede scoringen.
    
Mikkel Nøhr sendte et indlæg ind i feltet, som Emil Nielsen med lidt besvær fik skubbet over mållinjen.
    
Lidt over fem minutter efter fordoblede Nicolai Vallys Roskildes føring efter assist fra Nicklas Halse.
    
Ti minutter efter pausen lynede målscoreren til 2-0 igen. Ligesom ved 1-0-målet var Mikkel Nøhr oplæggeren med et hjørnespark, som Vallys satte hovedet på og sendte i mål.
    
Med fem minutter tilbage af kampen fik udeholdet pyntet lidt på resultatet, da Viborgs sierraleonske angriber Christian Moses reducerede til 1-3 efter at have fået spillet bolden i dybden.
    
Silkeborg spillede sig søndag op på andenpladsen i 1. division med en 3-2-sejr over Hvidovre. Midtjyderne var bagud 1-2 med lidt over ti minutter tilbage, men fik med to mål på tre minutter sikret sig de tre point.
    
Næstved avancerede også og ligger nu på tredjepladsen efter en sejr på 1-0 over HB Køge på udebane.
    
Fredericia tabte for anden kamp i træk, da holdet på hjemmebane tabte 1-2 til Fremad Amager, hvis to mål blev leveret af Lukas Engel.
    
Lyngby og Helsingør spillede søndag 1-1. Det samme gjorde Nykøbing FC og Thisted.