Var træt af tyverier: Opdagede tyv og blokerede udkørsel med gummiged

Politiet havde onsdag ingen problemer med at fange to indbrudstyve, for ejeren af det sted, der blev udsat for tyveri, havde sørget for, at tyvene ikke kunne stikke af.

To tyve stjal metalskrot, men ejeren sørgede for, de ikke kunne slippe væk.
To tyve stjal metalskrot, men ejeren sørgede for, de ikke kunne slippe væk.
Foto: Flemming Christensen

Ejeren af en nedlagt landejendom uden for Viborg var ved at være godt og grundigt træt af, at der blev stjålet fra stedet.

Bygningen blev mest af alt brugt til opmagasinering, og ejeren måtte konstatere, at der forsvandt ting fra stedet.

Så var det jo nærliggende at sætte video-overvågning op. Og i går gav det så pote. For på adressen på Tostrupvej kørte en bil med to mænd pludselig ind.

De brød hoveddøren op og stjal metalskrot. Men mændene nåede ikke at slippe væk.

Godt tænkt med blokade

For i mellemtiden var ejeren nået frem. Han blokerede den eneste ind- og udkørsel med en gummiged, og så kunne politiet altså tage de to gerningsmænds på fersk gerning.

Blokaden med en gummiged får roser med på vejen:

- Jeg synes, det er rigtig godt tænkt. Den er ikke sådan lige at flytte, siger Henrik Hansen, der er politiassistent hos lokalpolitiet i Viborg.

Mændene på henholdsvis 29 og 31 år blev anholdt klokken 17.18. Her stod det klart, at de havde stjålet forskellig slags metalskrot: To metalspande, fire cykelhjul, en metalkasse og en køler til en personbil

Mændene er fra Bjerringbro-egnen og har begge tidligere kriminalitet på CV’et. Den 31-årige er dog ikke kendt for tyveri. Det er til gengæld den 29-årige.

Foruden tyveri af metalskrot bliver de også sigtet for at have stjålet en bil, for den bil, de kørte til stedet i, var stjålet.