Kaffetørstige tyve fanget af detektiv - så smed de varerne og stak af

Gevalia-kaffe fristede tilsyneladende en mand og kvinde til at forsøge at stjæle, men de blev opdaget, og så gjorde de noget, der sjældent sker.

En detektiv opdagede, at en mand og kvinde forsøgte at stjæle kaffe, og så blev politiet tilkaldt.
En detektiv opdagede, at en mand og kvinde forsøgte at stjæle kaffe, og så blev politiet tilkaldt.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

- Hvilken kaffe byder du uventede gæster?

Svaret er selvfølgelig Gevalia. Men gæsterne hos en midtjysk Coop 365 var ikke bare uventede, de viste sig også at være uønskede.

En mand og en kvinde forsøgte nemlig at stjæle hele16 pakker med Gevalia-kaffe. De kaffetørstige kunder, som tilsyneladende ville handle uden at betale, gemte kaffen i jakker og tasker.

Men det blev opdaget af den butiksdetektiv, som var på arbejde hos Coop 365 på Odshøjvej i Viborg.

Og da tyve-duoen fandt ud af, de var blevet opdaget, smed de varerne og forsøgte at stikke af.

- Det er særdeles unormalt, at man efterlader varerne i butikken for efterfølgende at undløbe. Hvis man normalt bliver taget på fersk gerning, ser vi oftest, at man løber med tyvekosterne, siger Kim Steiniche, som er politikommissær hos Lokalpolitiet i Viborg.

Mand stak af

De kaffeglade kunder var en 44-årig mand fra Randers og en 55-årig kvinde uden fast bopæl. Manden nåede at stikke af, mens kvinden blev tilbageholdt.

Kvinden nægtede sig skyld, men manden erkendte, at han havde forsøgt tyveri, da politiet ringede til ham efterfølgende.

Begge kan nu se frem til at blive sigtet for forsøg på tyveri af kaffe til en værdi af 768 kroner.

De bliver udelukkende sigtet for forsøg på butikstyveri, fordi de ikke nåede at få kaffen forbi kasselinjen. Hvis de var nået forbi kassen med kaffen, havde sigtelsen i stedet været butikstyveri.