Stjal designerstole for 224.000 kroner

Tyvene lod sig muligvis inspirere af billeder fra salgsannonce.

Det var to stole som denne, der blev stjålet i Hjarbæk.
Det var to stole som denne, der blev stjålet i Hjarbæk.
Foto: Arkiv

Tyve med hang til dyre designermøbler har mellem jul og nytår været på spil i en villa på Svanevej i Hjarbæk.

Lokalpolitiet i Viborg oplyser, at de ubudne gæster knuste en rude i terrassedøren og stak af med to Wegner-bamsestole med tilhørende skamler og en PH-lampe. Wegner-stolene er ifølge politiet vurderet til 112.000 kroner stykket uden skamler.

Villaen på Svanevej er annonceret til salg , og stolene er med på billederne i salgsopstillingen. Det kan være forklaringen på, at tyvene valgte at komme forbi. Politiet oplyser, at tyvene gik målrettet efter designer-varerne og tilsyneladende ikke var interesseret i andet udbytte.

Indbruddet fandt sted i tidsrummet mellem den 24. december klokken 16 og den 2. januar klokken 18.30. 

Bamsestolene er betrukket med gråt stof.

Designtyverier har tidligere været et stort problem i Midt- og Vestjyllands Politikreds - dyre lamper og møbler står højt på tyvenes ønskeseddel, og flere af de ramte boligejere har oplevet, at tyvene kommer igen, når de har erstattet de stjålne møbler eller lamper.