Sprøjtning i mørke skal hjælpe landmænd med at ramme plet

Ved hjælp af UV-lys får landmænd en lektion i, hvordan de sikrer, at deres pesticider rammer der, hvor de skal.

1:57
150 landmænd var på aftenkursus i sprøjtemetoder. Men ultraviolet væske og en UV-lampe var det tydeligt at se, hvor sprøjtemidlerne blev spredt.
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Det virker måske mærkeligt at sprøjte marker i mørke, men faktisk hjælper det landmændene til bedre at ramme plet.

Bevæbnet med ultraviolet væske, som man også bruger til at gøre underbukser hvide, guider Hans Thostrup landmænd igennem sprøjtekursus i UV-lampens skær.

- Vi vil jo gerne have det til at ramme der, hvor det skal virke, så det ikke blæser over til naboen eller noget andet. Det går vi meget op i. Og landmændene har meget fokus på det, siger Hans Thostrup, der er teknikrådgiver ved LMO Viborg.

Efter at have sprøjtet marken med væsken kan landmændene med UV-lampen se præcis, hvor dråberne har ramt planterne, og altså dermed hvilken sprøjtemetode der virker bedst.

- Vi er vant til bare at køre, og så kommer der noget ud af dysserne. Det plejer at virke, så det er sgu godt nok. Men vi ved faktisk ikke, hvad der sker. Og der kan vi ind imellem se, at der kommer skimmel i nogle marker, og i andre gør der ikke. Det kan jo godt være sprøjteteknikken, der er årsag til, at det ikke er trængt nok ned, siger Hans Thostrup.

Når traktoren har kørt dysserne med sprøjtemidler hen over markerne, er det med UV-lampen tydeligt at se, hvor væsken præcis har ramt.
Når traktoren har kørt dysserne med sprøjtemidler hen over markerne, er det med UV-lampen tydeligt at se, hvor væsken præcis har ramt.
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Lektionen gør indtryk

150 landmænd var mødt op, da LMO og Karup Kartoffelmelsfabrik inviterede til sprøjtedemonstration med støtte fra Miljøstyrelsen.

Kartoffelavlerne kom fra det meste af Jylland, og minutiøst gennemgik de områderne, der blev sprøjtet med forskellige dyser, sammen med Hans Thostrup.

- Det er fordi, jeg går og overvejer at skulle have en ny sprøjte. Der er de der tilskudsmuligheder, og så kunne det være interessant at se, hvad man måske skulle købe, siger Lars Jensen, der er kartoffelavler i Ribe.

Lektionen i aftenens mulm og mørke gjorde da også indtryk på de fremmødte landmænd.

- Det er spændende især med dækning og sådan noget, og hvor godt det kommer ned i planterne. Og hvor god dækningen er på stænglerne. Det har meget at sige, siger Steffen Christensen, maskinfører fra Ikast.

Det er et krav, at kartoffelavlerne mindst hver fjerde år kommer på sprøjtekursus.

Til oktober finder Hans Thostrup igen finder UV-lampen frem, og her er der altså mulighed for at finde ud af, hvilke dyser der virker bedst.

Landmændene fulgte nøje med, da UV-lampen afslørede, hvor dysserne med sprøjtemidler havde ramt planterne.
Landmændene fulgte nøje med, da UV-lampen afslørede, hvor dysserne med sprøjtemidler havde ramt planterne.
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST