Sjofelt vejskilt er stjålet 39 gange på halvandet år
Ved Viborg bliver et helt bestemt vejskilt stjålet igen og igen.
Nogle vejskilte skaber bare mere opmærksomhed end andre.
På Fyn forsvinder Snaves byskilt igen og igen, mens de i Lemvig Kommune ofte oplever, at byskiltene for Rom og Paris forsvinder.
Og i Viborg Kommune kan de også mærke tendensen. Her er især vejskiltet på Bollervej en eftertragtet vare.
Faktisk er vejskilte med Bollervej blevet stjålet hele 39 gange siden august 2022.
- Det er utroligt frustrerende. Det er jo penge, vi kunne have brugt nogle andre steder på at vedligeholde vores vejskilte, fortæller Jesper Hoelgaard, der er ingeniører for Trafik og Vej i Viborg Kommune.
Ifølge Jesper Hoelgaard er Bollervej det skilt i kommunen, som oftest forsvinder, og det er på trods af, at der er lavet flere forebyggende tiltag.
- Vi har forsøgt med forskellige fastgørelsesmetoder. Men vi må erkende, at med en mobil vinkelsliber er det meget nemt at fjerne en tavle, siger han.
Lokal chauffør har undret sig
Stig Johansen kører i forbindelse med sit job som lastbilchauffør forbi Bollervej flere gange dagligt, og her han lagt mærke til, at skiltene ofte er væk.
- Så kan jeg se ”nå, nu har vi fået skilte igen”. Så går der måske en uge, så mangler det ene skilt. Så går der en uge til, så mangler endnu et skilt, siger han.
Det er Stig Johansen, der har tippet TV MIDTVEST om de manglende vejskilte på Bollervej. Han er nemlig ved at være godt træt af problemet.
- Jeg synes, at det er noget træls noget. Det er jo nok nogen, der synes, at det er sjovt at have på sit værelse. Men det er irriterende for os andre (skatteborgere red.), der skal til at betale for det, siger lastbilchaufføren.
Stig Johansen foreslår selv, at man sætter GPS'er på skiltene.
En ide, som Jesper Hoelgaard ikke direkte afviser.
Kan man ikke argumentere for, at det ville være billigere at sætte GPS'er i frem for hele tiden at skulle købe nye skilte?
- Det kan man sagtens argumentere for, så det er en mulighed, man kunne overveje, siger ingeniøren.
Jesper Hoelgaard fortæller dog også, at det ikke er noget, som kommunen har kigget konkret på endnu.