Rygter om atomvåben fik fredskvinder til at demonstrere mod NATO-bunker

Det var landsdækkende kendt, at en bunker med et nyt NATO-hovedkvarter var på vej i øvelsesterrænet ved Finderup ved Viborg i 1984, men selve bunkerens formål i den brede offentlighed var fortsat omgærdet af mystik.

Der gik blandt andet rygter om, at der gemte sig atomvåben i bunkeren. 

Og netop hemmelighedskræmmeriet omkring bunkerens formål fik i sommeren 1984 en gruppe fredsaktivistiske kvinder til at slå sig ned på et areal lige over for det militære øvelsesareal.

Fredslejren, som de fik stablet på benene, lå klos op ad hovedvejen mellem Viborg og Holstebro lige ved Mønsted Å. 

En placering, som undrede Anne Kieffer-Olsen, der som ung journalist i begyndelsen af sine 30’ere af flere omgange stiftede bekendtskab med kvindefredslejren.

- Som gammel spejder syntes jeg, at det var et tåbeligt sted at lave en lejr. For der var jo fugtigt, husker hun, at hun tænkte.

Også andre mente, at lejren lå et uhensigtsmæssigt sted. For grunden var privatejet. Og derfor blev placeringen af lejren debatteret i amtsrådet, hvor blandt andre Anne Kieffer-Olsen var til stede.

Her husker hun særligt Kristeligt Folkepartis amtsrådsmedlem, Ruth Shjødt-Pedersen, der på vej til amtsrådsmødet nåede at skifte mening om, hvorvidt kvinderne skulle have lov til at blive eller ej.

- Da hun kørte hjemmefra, havde hun egentligt tænkt, at hun godt ville give kvinderne lov til at blive, fortæller Anne Kieffer-Olsen.

- Men da hun så senere var kørt forbi for at se lejren og havde set, hvor farligt det var for trafikken, så havde hun så fortrudt. Fordi folk de drejede jo hovederne af led for at kigge på lejren, så de var ved at komme over i den forkerte side af vejen, fortæller Anne Kieffer-Olsen med et grin.

Det var ikke kun lejren, der med sine otte meter høje tipier, tiltrak sig opmærksomhed. Også det faktum, at kvinderne med store bogstaver havde skrevet ’Kvindefredslejr’ og ’Krigslegeplads’ på hver sin side hovedvejens autoværn, vakte bekymring.

Men selvom kvinderne gik med til at male bogstaverne over, fik de ikke lov til at blive boende.

Så efter en trussel om politianmeldelse, valgte kvinderne at flytte lejren til en privat grund i Mønsted, hvor en lokal familie inviterede dem til at bo.

Herfra fortsatte de arbejdet med at forsøge at råbe Forsvaret såvel som politikere op for at få svar på spørgsmål som, hvem der havde betalt for byggeriet, hvad formålet med bunkeren var, og hvordan militærinstallationen på den jyske hede indgik som del af Nato-strategien.

Nøgenbad i øvelsesområdet

For at få opmærksomhed på deres sag tog kvinderne på flere fredsaktioner ind på det militære øvelsesområde. Et område, der i dag er fri adgang til at benytte, når der ikke er militære øvelser på stedet, men som dengang var lukket af for offentligheden.

- Det er et meget smukt område. Så for mig at se var det lidt synd, at sådan et smukt område skulle bruges til militære øvelser. Det skulle hellere have været en offentlig park, fortæller kvinden »Walking Sunshine«, der gennem mere end et år var en aktiv del af kvindefredslejren, som hun syede tipier til.

- Så vi lavede skattejagt, hvor alle kvinder skulle ind på det militære område og finde ”skatten”, som var bunkeren. Og vi lavede mange aktioner. Somme tider var vi ovre for at svømme i deres sø inde på det militære område, husker hun med et grin.

Netop kvindernes badeture husker også Jørn Dreyer tydeligt. I begyndelsen af 1980’erne blev han som en del af det første vagthold beordret til at holde vagt ved den næsten færdigbyggede bunker. Og på sine patruljer rundt i området mødte han af flere omgange kvinderne.

- Jeg fandt dem engang ude ved en sø, hvor de var ved at nøgenbade, fortæller Jørn Dreyer.

- Så jeg bad dem om at forlade området stille og roligt. Men det ville de ikke, med mindre jeg ville vende ryggen til, når de skulle op ad vandet, så jeg ikke kunne se deres nøgne kroppe. Så det gjorde jeg selvfølgelig, og så forlod de stille og roligt området igen, husker han.

Folkefest og blomsterflor

Det var ikke kun gå- og badeture, som kvinderne fik tiden til at gå med. De lavede også flere demonstrationer for at skabe opmærksomhed om deres sag.

Blandt andet samlede kvinderne sig den 25. august 1984 for at gå i samlet flok op til det militære område med et mål om at tage ”Jorden tilbage”.

Her inviterede kvindefredslejren lokale fredsgrupper og andre interesserede forbi til, hvad Anne Kieffer-Olsen beskriver som lidt af en folkefest ude foran indgangen til det militære område.

Hovedbegivenheden var, at kvinderne skulle træde ind på det militære område for at tage jorden tilbage. Men for nogle af kvinderne var det særdeles grænseoverskridende.

- Der var nogle, som havde meget svært ved at skulle overskride den linje, husker Anne Kieffer-Olsen, der dækkede begivenheden for Viborg Stifts Folkeblad.

- Så de stod dér og holdt om hinanden og sagde: ’Hvis ikke du har det godt med det, så skal du bare lade være’. Så det var ikke sådan, at de blev tvunget til det, fortæller hun.

Mens flere tøvede, vævede andre hegnet til det militære område ind i stof, garn og blomster, alt imens de sang fredssange. Og lidt efter lidt tog flere af kvinderne mod til sig.

- De kunne jo ikke komme ind nogen steder i selve bunkeren. Men de fik da kravlet over hegnet. Og så blev de jo så tilbageholdt og overgivet til politiet, der tog sig af resten, husker Jørn Dreyer, som selv stod på indersiden af hegnet under seancen.

Alt i alt lykkedes det 24 kvinder at komme over hegnet. Og selvom kvinderne blev arresteret, beskrev de selv aktionen som en succes. For i løbet af sommeren skrev ikke bare Viborg Stifts Folkeblad, men også flere af de større nationale aviser artikler om kvindefredslejren, og de skrev også om den hemmelige NATO-bunker i den midtjyske muld, der indtil da ikke havde haft en stor bevågenhed i nyhedsbilledet.