Rekordstor julehandel på nettet

Vi køber julegaver på nettet som aldrig før. Prognose forudser, at julehandlen på nettet for første gang runder en milliard kroner denne jul.

InternetJul_0.jpg

8 millarder kroner. Så mange penge ventes danskerne at bruge på julegaver i år. En prognose fra Dansk Erhverv forudser at gaver for omkring 1,2 millarder vil være købt på nettet. Det er en stigning i e-handlede julegaver på 30% i forhold til sidste år, og for 14. år i træk vil det være en rekord.

Nettet åbner nye muligheder for vækst

 

Hos møbelforretningen Livingshop i Holstebro, har de i år sørget for at dukke op som første hit, hvis man f.eks. googler "designermøbler", og det kan i den grad mærkes på julehandlen.

- Nethandelen udgør ca. 80 procent af vores omsætning. Det er uhyre vigtigt for os, siger indehaver, John Vium Pedersen.

- I den fysiske butik skal vi kæmpe benhårdt for måske at opnå en vækst i salget på 10%. På nettet har vi raskvæk vækstrater på 100 procent, siger John Vium Pedersen, der for tiden har mere personale i gang med at pakke og sende pakker i baglokalet, end han har sælgere i den fysiske butik.

 

Både og

Selv om det altså stadigvæk er en stor del af julegaverne, der købes i de fysiske butikker, er de meget opmærksomme på tendensen hos handelsforeningen i Viborg. Handelschef, Helle Sørensen kan godt forstå, det tiltrækkende ved at handle julegaven på nettet,

- Det er nemt og bekvemt at sidde hjemme foran computeren og gøre alle sine indkøb, man skal bare hele tiden tænke over, at det er vigtigt at bakke op om de butikker, der ligger inde i bymidterne fordi konsekvenserne af al det her nethandel kan blive, at vi får nogle dødkedelige bymidter. Men nu er mange af de forretningsdrivende i byerne er efterhånden også på nettet, så det er ikke nødvendigvis et "enten eller", det kan sagtens være et "både og", siger Helle Sørensen.