Politiet forlænger lukning af rockerklubhus i Viborg

Midt- og Vestjyllands Politi har forlænget lukningen af Satudarahs klubhus i Viborg i yderligere 14 dage.

Satudarahs klubhus på Gl. Århusvej  i Viborg blev lukket af politiet den 10. november.
Satudarahs klubhus på Gl. Århusvej i Viborg blev lukket af politiet den 10. november.
Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi har besluttet at forlænge lukningen af Satudarahs klubhus på Gl. Aarhus Vej i Viborg frem til den 8. december kl.13. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Beslutningen er taget med baggrund i både politikredsens egne oplysninger om aktiviteten miljøet omkring Satudarah og Rigspolitiets generelle vurdering af, at der fortsat er en betydelig risiko for, at klubhusene kan blive mål for angreb, og at der kan ske voldelige hændelser omkring dem.

2:52
Med rockerloven i hånden lukkede politiet i dag rockerklubben Satudarahs klubhus i Viborg.

- Vi har anlagt en kontant kurs over for de personer, vi har registreret omkring klubhuset på Gl. Aarhus Vej. Siden 10. november har vi i Viborg konstateret, at flere personer med tilknytning til Satudarah har været i besiddelse af slag- og stikvåben samt stik- og skudsikre veste. I kombination med Rigspolitiets vurdering af situationen gør det, at vi mener, der er grundlag for at forlænge lukningen, siger efterforskningsleder Christian Toftemark fra lokalpolitiet i Viborg.

Lukningen af klubhuset skal sammen med andre tiltag gøre det svært for banden at etablere sig i området.

- Vi fortsætter med at lægge et massivt kontroltryk på miljøet. Samtidig har vi nedsat et banderåd sammen med Viborg Kommune, hvor vi arbejder ihærdigt på at bryde fødekæden til det kriminelle miljø. Vi sætter ind med tiltag, der skal forhindre, at andre unge i byen bliver tiltrukket af kriminelle grupperinger, siger Christian Toftemark.

Klubhuset blev lukket den 10. november i forbindelse med en koordineret indsats fra Særlig Efterforskning Vest, hvor politiet også lukkede rockerklubhuse i Horsens, Aalborg og Randers.

I første omgang blev klubhusene lukket i 14 dage, og den periode bliver altså nu forlænget med yderligere to uger.