Pape støtter flertal: Det er borgernes skattekroner, vi bruger
Der er flertal i Folketinget for at slanke Rigspolitiet. Den tidligere justitsminister Søren Pape Poulsener enig.
I Folketinget er der bred enighed om at beskære Rigspolitiet. I stedet vil man styrke de lokale politikredse.
Den idé får opbakning fra tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti.
- Rigspolitiet er vokset og vokset, og det er blevet for stort efter min mening.
- Nu synes jeg, tiden er til at have fokus på at styrke kredsene lokalt tættere på borgerne, siger Søren Pape Poulsen til TV MIDTVEST.
Ifølge Berlingske viser en oversigt fra tidligere i år, at de 1993 ansatte i Rigspolitiet fordeler sig, så der er 655 på politiområdet, 412 ved Koncernstyring, 493 ved Koncern HR og 433 ved Koncern IT.
Den fordeling vil Søren Pape Poulsen gerne have revurderet.
- Vi skal kigge på, hvor store stabsfunktionerne skal være. Altså hvor meget HR og kommunikation skal der være. Det må alle finde sig i, at man kigger på, lyder det fra den tidligere justitsminister, som tilføjer:
- Det er jo altså borgernes skattekroner, vi bruger.
Spørgsmål: Hvorfor gjorde du ikke selv noget for at slanke Rigspolitiet?
- Det her det sætter man gang i ved de fireårsaftaler, man laver. Derfor satte jeg gang i det i starten af 2019. Hvordan kunne vi kigge en ny organisering?
Det resultat kender jeg af gode grunde ikke, fordi så kom der jo et valg, og nu er det ikke mig, der sidder med den længere, men jeg ser frem til, at den nye justitsminister præsenterer det her for os, når vi skal til at forhandle, siger Søren Pape Poulsen.
Han vil endnu ikke oplyse, hvor meget personale, de lokale politikredse skal styrkes med.
Både Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, De Radikale og SF støtter idéen om at skære nogle af Rigspolitiets 1993 ansatte fra, skriver Berlingske.
Politiforliget udløber ved årets udgang, men regeringen har udskudt næste aftale til 2020.